Hele 19 forskellige skriftlige prøver blev afviklet med over 2.000 elevbesvarelser til følge. Der er derfor nok at se til for de mange lærere, der skal i gang med rettearbejdet, inden der afleveres tilbage til eleverne inden sidste skoledag 3. juni.
– Grunden til det høje antal prøver skyldes, at vi i år havde valgt at samle samtlige skriftlige afgangsprøver for 9. og 10. årgang med årsprøverne for 8. årgang i én og samme uge. Prøverne er forløbet rigtig fint – også selvom der i ugens løb måtte gøres enkelte justeringer, da alle pludselig skulle i skole igen. Men det hele er lykkedes, og vi fik kabalen til at gå op, fortæller Henrik Frand-Madsen fra HPR.
Ud over selve afviklingen har prøverne og besvarelserne i sig selv også budt på nyskabelser. Langt de fleste prøveoplæg var nemlig elektroniske, og for første gang nogensinde har eleverne i år afleveret samtlige opgaver elektronisk.
Fra mandag den 7. juni og frem til onsdag den 23. juni afvikles der mundtlige afgangsprøver for 9. og 10. klasse samt mundtlige årsprøver i 8.- 10. klasse.
– I år er det en kombination af obligatoriske prøver udstukket af Undervisningsministeriet samt lokale interne prøver, så vores elever opnår størst mulig erfaring i både at forberede sig til og i at gå til eksamen, slutter Henrik Frand-Madsen.
Kilde: HPR.