Lørdag den 25. marts kl. 10.00 afholder VisitNordvestkysten i samarbejde med Hjørring og Jammerbugt kommuner det første af flere arrangementer for feriehusejere på tværs af destinationens fem kommuner.
Arrangementet på lørdag finder sted på Vittrup Fri Fagskole, hvor husejerne bl.a. kan høre om de nye regler for affaldssortering, sikring af feriehuse og kommunernes arbejde med rekreative stier i området. Samtidig kan ejerne møde udlejningsbureauer og blive klogere på fordelene ved udlejning af eget feriehus.
Overnatningstallene hos VisitNordvestkysten slog i 2022 endnu en gang historisk rekord, og den store efterspørgsel efter at holde ferie i destinationen gør, at behovet for øget udlejningskapacitet vokser. Samtidig betyder den økonomiske udvikling, at mange feriehusejere er interesserede i at leje deres hus ud, for at dække de øgede omkostninger, der er ved at være husejer.
– Vi ser dette møde som endnu et skridt på vejen til at skabe en helårsturisme, som vi kan leve af og leve med. Vi har sammen med vores fem kommuner stort fokus på turisme som vejen til øget omsætning, bosætning og jobmuligheder. Tilmeldingstallene til arrangementet viser tydeligt behovet for fortsat at have fokus på turismen som udviklingsmotor i vores område, og vi er glade for, at både kommunerne, virksomhederne og ikke mindst feriehusejerne bakker op om arrangementet. Men at der kommer så mange, det er kommet bag på os og det vi meget positivt overraskede over, siger forretningsudvikler ved Destination Nordvestkysten, Kirstine Nielsen.
Jammerbugts borgmester, Mogens Gade, og Hjørrings borgmester, Søren Smalbro, byder velkommen til arrangementet, og også Nordjyllands Politi, indretningskonsulent Anne Berg, teknik og miljø i begge kommuner samt feriehusejernes brancheorganisation indgår i formiddagens program. Arrangementet styres at moderator og vært på TV2 Nord, Pia Beltoft.
Program for dagen
Velkomst v. borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune, og borgmester Søren Smalbro, Hjørring kommune
Feriehusudlejning – regler, rammer og muligheder v. Poul Fejer Christiansen, Feriehusudlejernes Brancheforening
Sti 100 mellem Blokhus og Løkken – Et samarbejde mellem Realdania, Hjørring og Jammerbugt kommuner v. Anna Oosterhof, Erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune
Hvordan sikrer jeg bedst mit sommerhus mod indbrud? v. Nordjyllands Politi
Tips til indretning af sommerhuset v. Indretningskonsulent Anne Berg Andersen
Implementering af den nye affaldsordning i Hjørring og Jammerbugt v. Teknik og Miljø
Frokost og minimesse. Mød udlejningsbureauer, kommunerne, bygge- og anlægsvirksomheder m.fl.
Om VisitNordvestkysten
VisitNordvestkysten er Nordjyllands største destinationsselskab. VisitNordvestkysten består af et samarbejde mellem fem vestjyske kommuner; Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro kommuner. Med afsæt i et princip om at fællesskabet slår alt har vi en klar ambition om at skabe en turisme vi kan leve af og leve med hele året rundt. Siden 2019 er antallet af overnatninger steget med 16% (2020-2022). En tendens, som forventes at fortsætte i de kommende år.