Årets store julemarked afholdes på søndag den 26. november fra kl. 10 til 15 på Poulstrup Friskole.
Arrangør er Poulstrup Spejderne, som fortæller, at der vil være mange forskellige kræmmere på julemarkedet i år, og man vil blandt andet kunne finde en rigtig dygtig trædrejer med flotte figurer skåret med dekupørsav, som der også vil være mulighed for at prøve.
Der er desuden flot macramé, smukke smykker, papirsblomster, Tupperware, betonkunst, specialdesignede julekugler og julepynt, samt mange forskellige flotte juledekorationer. Poulstrup Spejderne har endvidere et stort amerikansk lotteri med mange fine præmier. Der vil tillige være stort børneloppemarked, hvor børn kommer og sælger deres brugte legetøj og andet.
I Spejdercafeen kan man komme i vaskeægte julestemning og nyde æbleskiver og lidt godt til ganen. Der vil som noget nyt i år være forskellige kreative aktiviteter for børn; man kan eksempelvis lave en lædernøglering med inskription med punslere, lave sit eget julepynt med træ og kogler. eller lave fine lysestager.
Børn kan også prøve en tur med julemandens hestevogn.
Julemarkedet byder både på gratis parkering og entré.
Poulstrup Spejdernes store julemarked afholdes på Poulstrup Friskole, Poulstrup Skolevej 3 i Poulstrup.