Det var med lige dele ydmyghed og taknemmelighed, at det røde bånd i torsdags blev klippet over til indvielsen af det ny og anderledes undervisningslokale på Friskolen Skallerup.
Dagen blev indledt med friskolens ene helt egen friskolesang, mens solen skinnede ind på den flotte træterrasse foran huset, som rummer et stort, utroligt lyst, nyt og lækkert lokale, to depotrum samt tre toiletter, hvoraf det ene er handicapvenligt.
Der er højt til loftet, ovenlysvinduer samt tre store partier foldedøre, som kan lukkes helt op. Hermed lukkes naturen ind i lokalet, og undervisningen lukkes ud i naturen. Det er netop denne hybrid mellem det udendørs og det indendørs, friskolen ønsker at opnå med lokalet, så udeundervisning bliver mulig for alle aldre. Det kan være svært at bringe fagligheden på et tilstrækkeligt niveau med de mellemste og de ældste elever, hvis ikke der følger de fornødne materialer og udstyr med.
Det er med huset nu muligt at tilbyde alle elever i alle aldre mest muligt udeundervisning, da eleverne nu har mulighed for at observere, undersøge, bearbejde og beskrive de materialer, der indsamles. Det har længe været bestyrelsens og personalets ønske at satse stort på udeundervisning, så det var en stor dag, da huset endelig stod klart til indvielsen.
Efter sang og taler ved bestyrelsesformand Rikke Dietz, skoleleder Bodil Møller Jensen og udskolingslærer og naturfagsansvarlig lærer i udviklingsgruppen Michael Jensen blev 9. årgang budt op til den røde snor. Årgangen var den første til at modtage udeundervisning, da de gik i 0. Da påbegyndtes udeundervisningen af 0.og 1. årgang for første gang i friskolens historie, så det var nærliggende at lade den stå for at åbne det by hus, eftersom de sammen med den netop dimitterede ældste årgang har været medvirkende til påbegyndelse af al udeundervisning på friskolen.
Nu har de mulighed for sammen med deres lærere at sætte deres præg på undervisningen i huset samt etablering af en kobling mellem det udendørs og indendørs læringsrum.
Mark fra arkitektfirmaet Bjerg udtrykte som friskolen stor begejstring for samarbejdet undervejs og for det færdige resultat. Enormt dygtige og erfarne medarbejdere fra Bjerg tegnede, vejledte, rådgav og bistod hele vejen igennem processen, mens ligeså dygtige håndværkere førte opgaven ud i livet og opførte ved fælles hjælp og i samarbejde med friskolen det flotte hus.
Kun fantasien sætter grænser for brugen af huset, så nu glæder alle sig bare til at komme i gang med at bruge det. Morgenen sluttede med endnu en friskolesang, kaffe kakaomælk og rundstykker.