Bestyrelsen i Lendum Kultur- og Borgerhus lægger op til en festlig kvindeaften fredag den 12. april med modeshow, hvor lokale modeller fra 30 – 70 år viser fest- og hverdagstøj fra Havkyst i Hirtshals og smykker fra Winga i Lendum.
– Foråret giver mulighed for at peppe humøret op endnu engang i form af farverige styles. Hovedfarverne er pink, grøn, blå og brun, som kommer i en masse forskellige nuancer. I vil igen i år se styles med blomster-print, prikker, striber og meget mere. Selvfølgelig vil der også være styles, som er mere enkle i udtrykket. Ud over tøj ser vi også en helt speciel trend, når det kommer til fodtøj. I år vil der blive præsenteret en del ballerina sko i mange forskellige stilarter, lyder det fra bestyrelsen.
Det er dametøjsforretningen Havkyst ved indehaverne Lene Kruse Jensen og Cecilie Kjeldgård Petersen, der præsentere tøj fra størrelse 34 – 56 fra mærkerne Fransa, FREEQUENT, Cream, Kaffe, Only, Liberte, Wasabi Concept, Zhenzi og Zoey.
– Lene og Cecilie glæder sig til at vise alle de flotte forårsnyheder frem, og Gitte og Dorthe fra Frisør Willy styler igen i år modellernes hår. Janni Bang præsenterer Avivir Aloe Vera produkter, og Bente Prehn Nørbalk sælger glaskunst.
Inden modeshowet er der spisning klokken 18.30, hvor Annettes Kokkerier serverer lækker mad. Der er også salg af amerikansk lotteri i løbet af aftenen med fine gevinster.
Billetter inkl. spisning á 210 kroner sælges til og med den 7. april ved mail til niels@elsager.dk eller på telefon 50 93 44 90. Der kan betales med MobilePay og kontanter.
– Tag veninderne, naboen eller dine søstre med til en hyggelig aften, lyder opfordringen fra Kulturhuset.