Meteorologerne havde advaret mod skybrud og tordenvej, men arrangørerne hos Horne KFUM kunne ånde lettet op, idet vejrguderne holdt hånden over små og store ryttere ved søndagens store Tour de Skansebakken. Allerede klokken 11 gik starten som annonceret for børnene til en rute på knap et par kilometer.
– De cykler en trafiksikker rute, hvor den største udfordring er bakken bag det gamle mejeri, hvor asfalten er noget diskutabel. Magne, Isac, Alva, Isaac Aagaard, Isabel, William, Frjea, Victor, Frida, Dicte, Aksel, August, Alma, Tobias, Anton, Astrid, Alfred, Piotri, Krysztof, Victor Rømer, Victor Jensen, Daniel, Liv, Valdemar, Mathilde og Amy var med i Tour de Skansebakken i børneudgaven, fortæller Bodil Christensen fra Horne KFUM.
– Anton cyklede flest omgange på de 30 minutter, men alle cyklede mellem en og tolv omgange. Og sponsorerne var klar til at bidrage – enten med et fast beløb eller med antal omgange. Det var Alma, der havde flest sponsorer på bagagebæreren. Flot. Stor ros til de friske børn, der uden tøven ville kunne agere hjælperyttere for Vingegaard om et par år, tilføjer ildsjælen.
Hos de voksne (unge som ældre og veteraner) kl. 12 var der prominente navne med. Der var Jørgensen, Liver, Anja, Noah, Kenneth T, Tove, Esben, Bodil, Munk, Johnny B Jensen, Peter Houkjær, Jens Kjærsgaard, Bjarne, Danni Brix, Erling C, Kim Brix, Jeppe Roden, Annika, Aase Chr, Kristian t, Johnny Chr, Jan, Casper Rømer Hedegaard, Kjeld Arildsen, Ulla Hansen, Gustav Rønn, Oskar Rønn og John Whelan.
– Turen rundt havde de modvind såvel ned af Kringelhøjvej som på tilbagevejen på Skansebakken. Virkelig mærkeligt. Der var også modvind på Stendyssevej. Skulle nogen have lyst til at tjekke længden af ruten, så er den 3.2 kilometer og det giver så 38,4 kilometers cykeltur til frontgruppen. Anton Rønn vandt for flest omgange, mens John Whelan fik præmie for største sponsorat. Der skal også lyde en stor ros til tidtagerne. De havde nok at se til, uddyber Bodil Christensen.
– Tour de Skansebakken 2022 var absolut et godt og vellykket arrangement for Beboerforeningen og Horne KFUM Idræstforening og Horne Hirtshals Håndbold. Det vigtige er også, at det er med til at skabe rammen om et godt fællesskab, der bidrager til et aktivt liv i lokalsamfundet, slutter tovholderen fra Horne KFUM.
Begge de underholdende og strabadserende cykelture havde traditionen tro start og mål ved den Den Grønne Plads i Horne. Her serverede arrangørerne naturligvis som gode værter kaffe, kage, øl, vand og pølser.
Foto: Presse-fotos.dk og Horne KFUM.