Fem gange i løbet af efteråret åbner htx Hjørring dørene og inviterer til foredrag, som streames fra Aarhus Universitet.
Alle foredragene omhandler naturvidenskabelige emner, og eneste genganger er ’Smagen af øl’, der hvert år trækker rekordmange gæster til, da man under foredraget smager på øl. Første foredrag ’Rejsen ud i rummet’ afholdes d. 6. oktober. Det er efterhånden 5 år siden htx Hjørring startede med at vise foredragene, som streames mange steder landet over. Lektor Anders Dannevig er ankermand hos htx Hjørring og har været med fra start.
– I gennemsnit kommer der ca. 30 personer til hvert foredrag med øl-foredraget som klar topscorer. Men der er noget for alle, og niveauet er, så alle kan få noget ud af det. Og de store oplevelser kommer oftest fra en helt uventet kant: Sidste år havde vi et foredrag om myrer, som var helt fantastisk. Måske årets foredrag om tang kan blive det samme.
Allerede i covid19-beredskab
Anders Dannevig fortæller, at foredragene afholdes i Atriumgården hos EUC Nord, hvor der er plads til 500 mennesker, og dermed kan man uden problemer overholde covid19-forholdsreglerne.
– Vi er i covid19-beredskab nu, så vi er klar med sprit, rene toiletter og stoleopstilling med afstand. Vi har aflyst alle arrangementer frem til d. 4. oktober, som Børne- og Undervisningsministeriet har bedt os om. Vi annoncerer selvfølgelig, hvis også disse foredrag bliver aflyst, så kig ind på vores hjemmeside eucnord.dk eller Facebook-side facebook.dk/htxhjoerring. Årets emner er virkelig interessante, og jeg håber, folk har lyst til at kigge forbi og få en god aften i selskab med videnskaben. Der er en entre på kr. 30 til øl-foredraget, men ellers er det gratis at komme ind.