De subakutte daghospitaler skal mindske antallet af akutte indlæggelser og sikre, at patienterne stadig hurtigt får den nødvendige hjælp.
Alle fire hospitaler har kørt med det subakutte daghospital i en prøveperiode siden oktober 2024. Der har været stor tilfredshed, og de er nu klar til drift.
Mere ro og bedre tid
Cheflæge Marc Ludwig er lægefaglig leder af både Akutafdelingen og Subakut Daghospital på Regionshospitalet i Hjørring, og ser derfor patienter begge steder. Han siger:
– Det nye tilbud er en stor fordel for de ofte ældre svage patienter, vi ser i Akutmodtagelsen. De har som regel ikke godt af at blive akut indlagt, indimellem forværres deres tilstand, når de skal akut i ambulance og indlægges i den mest travle periode i Akutmodtagelsen. Så når egen læge vurderer, at det kan lade sig gøre, er det meget bedre for patienten at komme ind stille og roligt i løbet af få dage, hvor vi har afsat tid til en grundig udredning. Der er tale om patienter, der har behov for hurtig udredning og ikke kan vente på en almindelig henvisning, men heller ikke er i akut livsfare.
Patienterne tilbydes ofte en subakut tid allerede dagen efter, men altid inden for 72 timer.
Gode erfaringer
Det er almen praksis og lægevagten, der henviser til de subakutte daghospitaler.
Alment praktiserende læge, Bolette Friderichsen, er en af de læger, der i prøveperioden har kunnet henvise til tilbuddet. Hun siger:
– Ja, det giver rigtig god mening. Jeg sidder jævnligt med en patient, der har en tilstand, der kan stamme fra flere forskellige steder i kroppen. Det vil sige, at jeg ikke kan henvise til et bestemt speciale, men har behov for at få patienten udredt fra et mere tværfagligt perspektiv. Patienten er syg, men ikke akut, så for patientens skyld vil jeg ikke indlægge vedkommende akut. Her har det været rigtig godt med det subakutte daghospital.
– De henvisninger, jeg har lavet hertil i prøveperioden, er gået rigtig godt. Der er taget hånd om patienten i løbet af ganske få dage, og jeg har fået epikrise tilsendt. Tidligere er patienten måske blevet kortvarigt stabiliseret på akutmodtagelsen, og herefter har jeg skulle henvise til forskellige specialer for at finde det rigtige. Det har forlænget den samlede udredningsperiode for patienten, så det glæder mig, at vi nu har andre muligheder, siger Bolette Friderichsen.
Stort potentiale
– Jeg er rigtig glad for, at prøveperioden er gået godt. Flere multisyge ældre har længe været med til at presse vores akutmodtagelser. Det er en patientgruppe, der fylder både i antal og i tid til den enkelte patient. Så at vi nu kan undgå en del af de akutte indlæggelser fra den målgruppe, vil aflaste akutmodtagelserne, siger Lina Hundebøll Jespersen (V), forperson for Sundhedsudvalget.
– Derudover vil tilbuddet give patienterne et bedre sammenhængende forløb. Vi har dygtige speciallæger klar til at stå for en tværfaglig udredning og sikre, at patienten kommer videre til det rette speciale, hvis der er behov for det. Vi har et rigtig godt samarbejde med almen praksis og bliver hele tiden bedre til at udnytte det store potentiale, der er i det subakutte daghospital, siger Lina Hundebøll Jespersen.