Ikke færre end 46 medlemmer af Erhverv Hjørring var tirsdag fra morgenstunden samlet, idet Jørgen Høll var vært med kaffe, morgenbrød og et knaldgodt indlæg om turisme hos Skallerup Seaside Resort A/S.
Hjørring Kommune er nemlig landets 6. største turismekommune, og i 2022 skabte det en omsætning på svimlende 3.2 mia. kr. og beskæftiger ca. 3.300 jobs. Alene på Skallerup Seaside Resort A/S har de 330.000 overnatninger årligt og beskæftiger mere end 200 personer. For andet år i træk har de da også vundet prisen som Danmarks bedste feriecenter.
– Erhverv Hjørring vil være noget for medlemmerne – ude ved medlemmerne, og gerne hvor der kommer ny viden, diskussioner og politisk indsigt og indflydelse – og det er lige hvad Morgenklubben er, noterer direktør Michael Vendelbo.
– Derfor er jeg også personligt sindssygt glad for, at både Erhverv Hjørrings bestyrelse og Hjørring Kommunes borgmester, Søren Smalbro, sagde ja til ideen og konceptet Morgenklubben med det samme. Søren Smalbro har ikke bare sagt JA TAK til at deltage på de 6 årlige møder, men kommer med stor indlevelse og engagement, og det mærkes tydeligt af deltagerne, som kvitterer med gode spørgsmål og klapsalver, uddyber Michael Vendelbo.
Direktøren takker afslutningsvis alle for opbakningen fra alle dem, der bidrog til og deltog ved arrangementet.
Foto: Erhverv Hjørring.