Efter en kort briefing ved Finn Jørgensen blev de fremmødte lørdag eftermiddag sendt afsted mod stranden med en plastiksæk for at indsamle affald.
Det var imidlertid en overkommelig opgave, for der var ikke meget affald at komme efter, hvilket der kan være forskellige årsager til, forklarede Jan Jensen.
– Der er bladt andet nogle ildsjæle blandt byens borgere som foretager nogle planlagte periodiske besøg på stranden, hvor formålet alene er at rydde lidt op efter andre, fortæller Jan Jensen.
– Så er der nogle daglige morgenvandrere, som også har opmærksomheden rettet imod affald og gennem aktive handlinger fjerner alt, hvad der ligner affald, de ser på deres vej, noterer Jan Jensen.
Desuden giver vejret fra tid til anden en hjælpende hånd, når vinden presser vandet helt op til klitterne for efterfølgende at tage skraldet med sig til havs.
Dermed er skraldet ude af øje og ude af sind, men dog ikke dermed fjernet fra naturen, som tilfældet er det med de succesfulde strandrensninger.
Arrangementet sluttede af med grillmad, som blev indtaget i det hyggelige Bådehus hos Tversted Bjærgelaug.
Foto: Jan Jensen.