Løkken Surf Klubs udvikling sætter en tyk streg under det sunde, aktive og sociale alternativ til fordums tiders ungdommelige natteliv i Løkken.
Seneste initiativ er startet op af Freja, en af klubbens unge instruktører. Freja går på Hjørring Gymnasium og savnede nogle unge medstuderende, der ville med ud i bølgerne og mærke havets altid brusende energi.
– Freja fik af rektor lov til at sende en invitation ud på gymnasiets intranet og bød på den måde op til surf. Der var hurtigt bid og holdet blev hurtigt en succes. Fra start denne sommer ses nu flere nye unge surfere i vandet. Selv her uden for klubbens sæson og i de bidende kolde vintertemperaturer har de unge lysten til at nyde havets energi, fortæller Kim Geisler Kristensen.
– Det er netop den energi, som gør noget godt for de unge. Havet og surf er et frirum, hvor tanker om skole, præstationer, forpligtigelser og alt det, der fylder i et ungt menneske, bliver vasket bort. Når der surfes, vendes sindet mod det element, der bevæger surfboardet og surferen rundt i bølgerne. I Løkken er der en specielt god stemning i Lineup. Det er det sted ude på havet, hvor surferne venter på bølgerne. Fællesskabet kan mærkes. Løkken Surf Klub dyrker simpelthen det gode fællesskab, uddyber Kim Geisler Kristensen.
Specielt fremhæver han GirlSurf, som laver arrangementer rettet mod piger og kvinder i alle aldre. Løkken Surf Klub deltager også i et samarbejde med DGI og Hjørring Kommune om at få flere unge kvinder ind i foreningslivet. Dette passer rigtigt godt ind i UngeSurf og de allerede eksisterende tanker om at gøre noget ekstra godt for piger og kvinder.
Et eksempel er, at klubben arrangerer en Surf Camp i Thy for unge kvinder til efteråret. Den er blandt andet sponsoreret af DGI og indgår i projektet med flere unge kvinder ind i foreningslivet i Hjørring Kommune.
Sæsonstart for UngeSurf er til april og kører derefter helt til sidst på efteråret. Uden for sæsonen er det for medlemmer altid muligt at låne udstyr. Derfor er der altid klubaktivitet ved Molelejet.
Du kan læse mere om GirlSurf og UngeSurf og meget andet på klubbens hjemmeside her hos Løkken Surf Klub.