Fredag den 1. september skabte arrangørerne igen i år en fuldstændig suveræn sensommermagi ved Rubjerg Knude Fyr syd for Lønstrup.
Oplevelsen var en del af eventen Hook & Cook fra Visit Nordvestkysten, der den første uge i september hvert år sætter fokus på kystlivet på tværs af den store turistdestination, der strækker sig fra Hirtshals til Thorsminde.
Fra klokken 20.15 ankom folk til den enorme sandklit, hvorfra de kunne gå langs 450 fakler op til Rubjerg Knude Fyr. Her var der livemusik og udsyn til solnedgangen.
– Vi har ikke den officielle optælling endnu. Men jeg vil skyde på, at der var et sted mellem syv og otte tusind. Det var helt vanvittigt, siger Helle Sigetty, der er turistchef hos Lønstrup Turistforening, til TV 2 Nord.
Til arrangementet kunne de mange tusinde fremmødte opleve et større lysshow. Derudover var der korsang og indslag af Copenhagen Drummers.
– Det var fuldstændig magisk. Folk var simpelthen så glade, og der var bare den vildeste stemning, siger Helle Sigetty.
Vejret var da også nok en gang med arrangørerne, som derfor sammen med de mange besøgende kunne nyde en skøn sensommeraften med den smukkeste solnedgang, hvor lyset langsomt forsvandt i horisonten.
Der var som allerede nævnt tæt pakket af mennesker omkring fyret, hvor de kunne nyde det storslåede skue bogstavelig talt helt ude på kanten til Skagerrak. Smukt var ikke mindst også PixlArts projektering af de fascinerende fotos fra Galleri Vand.
Til stede under den fascinerende event var også borgmester Søren Smalbro i selskab med Mette Smalbro.
Efter den overvældende succes med begivenheden igen i år tøver Helle Sigetty ikke med at fastslår, at Sensommermagi gentages ved Rubjerg Knude Fyr i 2024.
Video og galleri: Arturs Pirazkov.