Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK PO) skyder med skarpt mod Danmarks Fiskeriforening.
Torsdag i P1 Morgen kritiserede de Danmarks Fiskeriforening for ikke at arbejde for et bæredygtigt fiskeri, som de ellers er forpligtet til, idet de modtager EHFAF-midler. En kritik, som formand for Danmarks Fiskeriforening, finder usaglig og useriøs.
– Vi arbejder for et bæredygtigt dansk fiskeri. Det gør vi hver eneste dag, og det kommer vi også til at gøre i fremtiden. Vi arbejder for eksempel med udvikling af vores redskaber, så de påvirker havbunden mindre og bliver mere selektive, siger Svend-Erik Andersen:
– Så jeg synes, det er groft, at DN og FSK beskylder os for ikke at leve op til arbejdet med at sikre bæredygtigt fiskeri. For det gør vi, men ikke nødvendigvis ud fra deres definition. Bæredygtighed er en kompleks størrelse, som DN og FSK ikke har patent på.
For når man nærlæser, hvad EHFAF-midlerne går til, så handler det både om at sikre økologisk, social og økonomisk bæredygtighed. Det er tre parametre, som alle skal tænkes ind, hvilket Danmarks Fiskeriforening gør. Uanset hvad kritikkerne måtte mene.
Torsken som eksempel
Det gælder for eksempel i forhold til fredning af torsken i gydeperioden. Her kritiseres Danmarks Fiskeriforening for at modarbejde en totalfredning.
– Når vi har været modstander af en totalfredning af torsken, er det fordi vi ser på det i en større sammenhæng. Hvis al anden fiskeri ikke skal stoppe, er vi nødt til at tillade, at der må være en smule bifangst af torsk. Det betyder, at det så eksempelvis tager 5 år i stedet for 2-3 år at få bestanden op i størrelse. Den udvikler sig altså langsommere, til gengæld sikrer vi, at der fortsat er økonomi i resten af fiskeriet, og at der er liv og arbejdspladser i de små lokale havnesamfund, uddyber chefbiolog Michael Andersen, Danmarks Fiskeriforening.
– Det er et godt eksempel på, hvordan man finder balancen mellem de forskellige mål for bæredygtighed. Hvis man alene forholder sig til økologisk bæredygtighed som DN, så vil man bare nedlægge arbejdspladserne og stoppe fiskeriet efter alle andre bestande med andre uheldige konsekvenser til følge, tilføjer han.
Derudover er det endnu ikke dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem gydefredning og torskeproduktion.
Vi skammer os ikke
Også i ålefiskeriet og stenbiderfiskeriet kæmper Danmarks Fiskeriforening for at sikre den rigtige bæredygtige balance; og det gør FSK sådan set også. Som formand Svend-Erik Andersen påpeger, så er det netop eksempler, hvor ej heller FSK vil lukke fiskeriet, fordi det vil ramme fiskerne og lokalsamfundene hårdt. Her går de altså også i mod, hvad grønne organisationer synes er bæredygtigt.
Kritikken virker derfor helt ude af proportioner.
– Vi er fuldstændig enige med de grønne organisationer – og FSK – i, at vi skal have et bæredygtigt fiskeri, men vi har naturligvis faglige uenigheder. Det kan jeg ikke se, at der er noget galt i. Jeg anerkender deres arbejde og positioner. Også når vi ikke er enige. Det ville klæde dem at gøre det samme, siger Svend-Erik Andersen:
– Vi skammer os i hvert fald ikke over vores indsats for et bæredygtigt fiskeri i Danmark.