Af Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening
Sammenlignet med 2024 har årets fiskeri efter tobis været et lyspunkt. Danske fiskere har landet flere tobis – endda til en højere pris end sidste år. Det vidner om, at efterspørgslen efter vores råvarer er tårnhøj. Og det er positivt.
Det er lykkes at fiske hele 96 procent af tobiskvoten til trods for, at danske fiskere ikke har kunnet fiske i britisk farvand. Det viser, at danske fiskere kan deres kram og ikke lader sig slå ud. Og så skyldes det i høj grad, at kvoten er forholdsvis lille i år.
Desværre frygter jeg, at den høje kvoteudnyttelse bliver en enlig svale. For det plejer at være sådan, at omkring 80 procent af den mængde tobis, vi hvert år fanger, fanges i britisk farvand. Dermed er det godt gået, at vi alligevel er lykkedes med at fiske kvoten op, og det viser i hvert fald, at der er masser af tobiser derude. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor hurtigt vi kunne have fisket kvoten op, hvis vi også havde haft adgang til at fiske i britisk farvand.
De tørre tal fortæller, at danske fiskere har fisket 8.000 tons flere tobis i år sammenlignet med sidste år. Danske fiskere har landet 78.000 tons i 2025 imod 70.000 tons i 2024. Stigningen er endnu mere iøjnefaldende, hvis man ser på landingsværdien, den er steget fra 147 millioner kroner til 226 millioner kroner. Det vidner om, at potentialet for tobisfiskeriet er endnu større. Det kan der ikke være tvivl om. Men lukningen af britisk farvand truer ikke desto mindre fiskeriet efter tobis.
Storbritannien snører EU
Kigger man på landingstallene fra 2024 er der en anden meget vigtig tendens, man ikke må undervurdere. For i 2024 fiskede danske fiskere kun 60 procent af tobiskvoten. Det skyldtes hovedsageligt, at man ikke kunne fiske i britisk farvand, og at kvoten var større. Og det er meget alvorligt.
Jeg mener kort og godt, at det er skandaløst, at Storbritannien fastholder lukningen af tobisfiskeriet i britisk farvand. Voldgiftsretten har vurderet, at lukningen af tobisfiskeriet er i strid med Brexit-aftalen mellem EU og Storbritannien. Det fik vi på plads tidligere på året. Desværre har Storbritannien ikke ændret kurs.
Jeg mener, at den her sag er helt principiel. Det nytter for det første ikke noget, at Storbritannien bare kan løbe fra aftalen med EU. Og for det andet er det hovedrystende, at man sætter et stort system i sving med en voldgiftsret og bruger mange ressourcer på at få belyst sagen, når afgørelsen i sidste ende ikke har tvunget Storbritannien til at ændre kurs. Det er tosset, og jeg mener, det er et problem, hvis Storbritannien kan trække EU rundt i manegen på den måde.
Kæmp videre
Det har Danmarks regering heldigvis været helt enig i. Det har stået højt på fiskeriminister Jacob Jensens dagsorden, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har rejst sagen på højeste niveau i EU. Den indsats skylder vi regeringen tak for.
Det er dog sikkert og vidst, at kampen ikke er færdig endnu. Derfor håber jeg, at regeringen anført af Jacob Jensen og Lars Løkke Rasmussen fortsætter den her kamp.
Jeg mener i øvrigt, at lande som Tyskland og Frankrig også skal fortsætte kampen. For de lande – til trods for, at de ikke er involveret i tobisfiskeriet – har for længst påpeget, at det her er en principiel sag, som angår alle EU-lande. Derfor håber jeg, de fortsætter kampen.
Kampen er vigtig for fiskeriet, forarbejdningsindustrien og de dele af Danmark, hvor fiskeriet har en særlig betydning. Hvis ikke det er nok i sig selv, så er der det helt principielle i, at de lande, som EU laver aftaler med, de skal altså holde dem. Og hvis ikke de overholder dem i første omgang, skal de i det mindste lytte til de instanser – i dette tilfælde voldgiftsretten – der klart slår fast, at man ikke bare kan lukke det fiskevand, som EU har betalt i dyre domme for at få lov at fiske i.
