Af Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening
I dansk fiskeri søger vi altid samarbejde for at sikre et sundt havmiljø – både nationalt og internationalt. Så kort og præcist kan det siges.
Vi ønsker derfor også dialog og samarbejde med de unge klimaaktivister, som i Børsen netop efterlyser dialog med fiskerierhvervet og kritiserer fiskerierhvervet for ikke at være omstillingsparat. Vi vil kæmpe for et sundt havmiljø.
For virkeligheden er, at ingen er mere afhængige af et sundt havmiljø end fiskerne.
Jeg kan sagtens forstå, at den seneste tids billeder af den døde havbund i de indre danske farvande tænder en ild hos mange.
For det er triste billeder, der viser et svigt. Et svigt, som vi længe har været vidne til i fiskeriet, hvor vi i det kystnære fiskeri gennem flere år har set en tilbagegang i fiskebestandene.
Men heldigvis kan vi også gøre noget – vi kan vende udviklingen, hvis alle, der bruger og påvirker havet, tager ansvar og gør en indsats for havmiljøet.
Beskyttede havområder
I fiskeriet er vi bevidste om det ansvar, som vi har, når vi høster af havets ressourcer.
Danmarks fiskekvoter fastlægges i EU på baggrund af rådgivning fra det internationale Havforskningsråd på et niveau, som sikrer, at fiskebestande fortsat kan udvikle sig.
Vi arbejder samtidig i fiskeriet med adfærd og selektivitet, så vi reducerer bifangster af eksempelvis småfisk og arter, som kræver beskyttelse.
Vi har og vil fortsat gerne være med til at sikre, at der udpeges beskyttede havområder. Hvad enten det er fugle, fisk eller havbund, som det vurderes, at der er ekstra behov for at beskytte. Netop for at sikre et sundt havmiljø.
Vi har allerede vist vejen, da vi sammen med Danmarks Naturfredningsforening fremlagde et oplæg til, hvordan der kan udpeges 10 pct. urørt hav på det danske havareal. Og vi følger op på den danske havplan ved at komme med et oplæg til, hvordan vi kan sikre yderligere 20 pct. beskyttet hav, hvor der eksempelvis beskyttes imod fiskeri med bundslæbende redskaber.
I den forbindelse er det vigtigt at slå fast, at de seneste opgørelser fra DTU Aqua viser, at knap 70 pct. af det danske hav ikke er påvirket af dansk fiskeri med bundslæbende redskaber. Og i et område som Bælthavet er det kun 10 pct., der påvirkes af fiskeri med bundslæbende redskaber.
Lavere CO2-udledning
I dansk fiskeri er vi også optagede af klimakampen – for klimaændringer påvirker også økosystemerne i havet. Stigende havtemperaturer medfører, at der er arter, som søger væk, da de har svært ved at finde føde, men også at nye arter kommer til.
Og selv om fiskeriet er en meget lille brik i klimaregnskabet, Ifølge Danmarks Statistik tegner fiskeriet sig for 0,4 pct. af Danmarks samlede CO2-udledning, så arbejder vi i fiskeriet også med det mål at sikre et CO2-neutralt fiskeri.
Faktisk er vi godt på vej. Vi har reduceret CO2-udledningen med mere en 62 pct. siden 1990. Og det er samtidig vigtigt at huske på, at det også vil være til gavn for klimaet, hvis vi alle spiser mere fisk og skaldyr. Det er væsentligt.
Vi kan blive bedre, og vi vil gerne lære af de unge klimaaktivister, og hvordan de ser, at fiskeriet kan blive endnu mere bæredygtigt.
Vi håber derfor, at vi kan byde velkommen i landets havne, hvor en generation af unge fiskere er klar til at vise fiskeriet frem og fortælle om deres arbejde med bæredygtighed.
For fiskerne vil være med til at sikre sunde fødevarer til den voksende verdensbefolkning og fortsætte med at bidrage til vækst og beskæftigelse i Vandkantsdanmark.
Og vi er bevidste om, det kræver, at vi fisker bæredygtigt i et sundt havmiljø.
Indlægget har tidligere været bragt i Børsen og hos Fiskeri Tidende.