Af Svend Høholt Jensen

Tidligere vurderingsformand
Som tidligere vurderingsformand for Læsø–Sindal vurderingskreds har jeg stor interesse i at følge det nye system, som blev igangsat i 2023.
Vurderingsrådet bestod, ud over formanden, af to vurderingsmænd. De respektive kommuner ydede sekretariatsbistand til rådet.
Vurderingsrådet udøvede sit virke gennem møder og – i nødvendigt omfang – ved besigtigelser. I de sidste fire år blev vurderingsopgaven dog alene udført af formanden.
I forbindelse med udsendelsen af nye vurderinger – deklarationer (tidligere ejermeddelelser) – opstod der massiv modstand mod de nye vurderinger.
Borgerne havde især indvendinger mod, at der ikke foreligger specifikationer over ejendoms- og grundværdien.
Tidligere, da vi havde vurderingsrådene, kunne vi altid fremlægge specifikationer for ejendomsejeren, der viste, hvordan ejendoms- og grundværdien var fremkommet.
Se ovenstående grundværdikort, – tilfældigt område bebygget med parcelhuse.:
Den tidligere grundværdi er påført med kuglepen, og det trykte tal viser den aktuelle grundværdi. At der sker stigninger, er naturligt og fuldt forståeligt.
Det, jeg har hæftet mig ved – og er betænkelig ved – er den forskellighed, der ses mellem sammenlignelige ejendomme.
Vurderingsstyrelsen kan ikke fremlægge, hvordan vurderingen er fremkommet. – Det er dybt kritisabelt. –
Ifølge dagspressen er ombudsmanden p.t. blevet inddraget i problemet med mangelfulde specifikationer ved de nye ejendomsvurderinger.



Svar til Dan Gaardboe Rueskov, Liberal Alliance – KV25
Sikke dog en gang sludder.
At kalde statsministeren magtfuldkommen er at vende problemet på hovedet. Nej Dan, vend blikket indad – dér finder du det største problem. De blå partier – herunder LA -benytter enhver lejlighed til at mistænkeliggøre Mette Frederiksen, som i virkeligheden har vist sig som en statsmand, der står fast, også når det blæser.
Og nu vi er i gang: Støtter I egentlig borgmester Søren Smalbro i genvalg?
Den siddende borgmester har et afgørende problem – han er en dårlig mødeleder. Det skaber uro, ineffektivitet og manglende tillid. Derfor skal vi vælge en ny borgmester i Hjørring Kommune den 18. november 2025.
Du taler om demokrati i forfald, Dan. Men hvad med den lokale virkelighed? Hvad med de borgere, der ikke bliver hørt, når møderne kører af sporet? Hvad med de beslutninger, der trækkes ned over hovedet på folk uden ordentlig dialog?
Du kritiserer den grønne omstilling – men glemmer at nævne, at det netop er manglende ledelse og dårlig kommunikation, der skaber modstand. Det handler ikke om at sætte mennesker før systemet, som du skriver – det handler om at lede med respekt, åbenhed og evne til at samle.
Så ja, tag et aktivt valg den 18. november.
Men stem på dem, der kan lede – ikke bare kritisere.