Nicklas W. T. Petersens svendebrev som smed er faktisk nummer to i rækken af svendebreve. Med et klogt hoved og flair for speditørfaget var det vejen, Nicklas valgte at gå, selv om tankerne om smedefaget allerede i slutningen af folkeskolen rumsterede.
Med sit nyerhvervede svendebrev er Nicklas beviset på, at en praktisk uddannelse tilsvarende kræver et klogt hoved, der kombineret med kloge hænder, begge er vigtige kompetencer, når materialerne skal formes, og varerne produceres.
Da Nicklas søgte læreplads, var det med stort fokus ikke kun på faget, men i lige så høj grad i forhold til lærestedet. Hos Alfa Laval i Aalborg fandt han, hvad han søgte. Et lærested med fokus på høj kvalitet, faglig udvikling af medarbejdere, og hvor lærlingen får ansvar. Efter tre et halvt år hos Alfa Laval kan Nicklas kigge tilbage på en læretid, hvor alle mål er blevet indfriet.
I forbindelse med Nicklas ́ hobbys er det nærliggende at have en gammeldags esse i garagen. ”Med min egen esse kan jeg smede, hvad jeg har brug for, og kun fantasien sætter grænser for, hvad jeg kan lave af ting og sager” fortæller Nicklas W. T. Petersen.
Til svendeprøven i smedefaget er det muligt selv at ideudvikle et produkt, der skal efterleve specifikke krav i forhold til f.eks. svejse– og arbejdsprocesser. Nicklas valgte at producere en gas esse, som han selv har idéudviklet, tegnet og efterfølgende produceret. Denne letter ham i smedearbejdet i garagen, fremfor at skulle holde gang i kullene på den traditionelle esse i garagen. Så der er store forventninger til hans egen idé.
Vejen for Nicklas til klejnsmedeuddannelsen var af en omvej af speditøruddannelsen. Vejen synliggør, at det aldrig er for sent at sadle om og gå i gang med ny uddannelse. For Nicklas var det af stor betydning, at han kunne bruge hænderne, hovedet og samtidigt tænke og arbejde med innovation. Og hans svendestykke er et synligt bevis på, hvor meget innovation der ligger i erhvervsuddannelserne.
Som appelsinen i turbanen med ugerne på skole i forbindelse med svendestykket modtog Nicklas den meget ærefulde pris ”Klassens bedste kammerat under svendeprøven”. Lærlingene på svendeholdet indstiller hver især dén på holdet, som man synes fortjener prisen. At få prisen tildelt af sine klassekammerater vidner om Nicklas ́ personlige kvaliteter om at hjælpe og støtte og kigge ud over egen næsetip. Kompetencer som også er vigtige for Alfa Laval, der ligeledes er stolt over prisen.
Nicklas W. T. Petersen har i læretiden været omfattet af Lærlingeordningen, der huses af Erhvervsservice Nord. Ud over Alfa Laval er Orskov Yard, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, EnTech Marine, RASI Maskinfabrik, Soft & Teknik samt SeaMech en del af Lærlingeordningen.