Indtægter fra godstransport udgør et af de vigtigste ben Hirtshals Havns økonomi. Sådan er det nu, sådan har det været længe og sådan vil det være fremadrettet. Ikke mindst hvis en udvidelse af havnen skal finansieres.
Derfor har det stor betydning for Hirtshals havn og ikke mindst den ejer Hjørring kommune, hvis andre aktører pusler med tiltag, der kan påvirke flowet af gods fra Norge.
Og pt. pusles der i Sverige. Mere om det senere.
Femernforbindelsen
Først skal vi kaste et blik på Femernforbindelsen. I 2029 åbner den nye forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Det store byggeri har været længe undervejs, faktisk så længe, at nogen måske har glemt, hvilke forventninger der lå til grund for projektet.
Men hvis man tager turen tilbage til 2009, hvor EU kommissionen sendte de første milliarder afsted til Femern Bælt A/S, så fremgår følgende af kommissionens begrundelse for at støtte projektet:
” Når den [Femernforbindelsen] er anlagt, forventes den at tiltrække passager- og godstrafik på skønsmæssigt 3,3 mio. køretøjer og 30.400 til 35.100 tog pr. år og dermed bidrage til at mindske trængslen på Storebæltsforbindelsen i Danmark, navnlig på jernbanenettet. På nuværende tidspunkt [i 2009] transporteres mindre end 20 % af det gods, som transporteres mellem Skandinavien og det kontinentale Europa, med færge over Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland. Når den faste forbindelse er anlagt, forventes en firedobling i andelen af gods, der transporteres over Femern Bælt-forbindelsen, til ca. 15 – 17 mio. ton gods pr. år, hvoraf ca. 8 – 11 mio. ton transporteres med jernbane.” Link til Europakommissionens bevilling af støtte til Femern Bælt forbindelsen
Der er altså tale om en fundamental forandring af flowet i godstransporten mellem Skandinavien og resten af Europa.
Hvor meget gods mister Hirtshals til Femernforbindelsen?
Inden ved på nuværende tidspunkt om Femernforbindelsen kommer til at påvirke godstransporten mellem Hirtshals og Norge. Men det er nok rimeligt at formode, at det bliver vanskeligere for Hirtshals at tiltrække gods når forbindelsen åbner i 2029. Derfor synes det oplagt at Hirtshals havn sikrer sig et overblik over oprindelsen af det gods, der ankommer til Hirtshals havn. Kort sagt: hvor stor en andel af godset kommer fra Vestnorge og hvor meget fra Oslo. Efter 2029 kan man ikke tage for givet, at havnen vil modtage gods til og fra Oslo i samme omfang som i dag.
Den svenske forbindelse
Hidtil har et argument imod truslen fra Femernforbindelsen lydt, at dens godstogskapacitet er overvurderet på grund af den flaskehals, som Øresundsforbindelsen udgør. Uanset om argumentet er holdbart eller ej, så har Landskrona kommune taget initiativ til at arbejde for anlægget af en nye firesporet sænketunnel mellem Landskrona og København. Link til artikel om initiativet på Søfart.dk.
En tunnel mellem Landskrona og København har selvsagt lange udsigt, men pointen er, at der kommer til at blive kamp til stregen om godstransport fremadrettet. Derfor bør de ansvarlige på Hirtshals Havn og i Hjørring byråd sikre, at de kender sammensætningen af det gods der rammer Hirtshals minutiøst.