Indehaver Peter Frank Wenzel havde for nylig besøg af et sydkoreansk filmhold, der tilbragte hele dagen med at filme alt om Ørnereservatet.
Med stor professionalisme og interesse fulgte de os tæt for at dokumentere alt det, der gør os unikke. Vores historie, vores arbejde med rovfuglene og vores dedikation til naturen, fortæller Peter Frank Wenzel.
Ørnereservatet blev valgt som en af de mest interessante attraktioner i Danmark, og indehaveren er stolt over at kunne præsentere stedet samt hans egen og de ansattes passion for et nyt publikum.
– Dagen blev fyldt med spændende samtaler, hvor vi delte historier om vores familiearv og erfaringer gennem årene. Filmholdet blev taget med på rundtur i det nordjyske landskab, hvor de oplevede den storslåede natur, der omgiver os, og som dagligt inspirerer vores arbejde med rovfuglene, tilføjer Peter Frank Wenzel.
– De fik også et indblik i træningen af vores fugle, hvor de så, hvordan vi skaber trygge rammer og plejer vores fugles naturlige instinkter. Det var en unik oplevelse for filmholdet, der fik en dybere forståelse for, hvad det kræver at arbejde med disse imponerende dyr, en respektfuld balance mellem menneske og natur, drevet af en passion, der er grundstenen i Ørnereservatet, fastslår Peter Frank Wenzel.
Udsendelse vil blive vist på sydkoreansk TV om cirka en måned og forventes at nå ud til hele 65 millioner seere.
– Det er en enestående mulighed for os at dele Ørnereservatets arbejde og vision med et bredere publikum og give et indblik i den verden, vi er så passionerede omkring. Vi håber, at udsendelsen vil inspirere endnu flere til at værdsætte og beskytte naturen og rovfuglene, både herhjemme og i udlandet, slutter Peter frank Wenzel.
Link til relateret artikel
En magisk dag med håndværk og hygge ved julemarked hos Ørnereservatet