Sindalkoret og Sindal Brass Band inviterer alle til et brag af en Forårskoncert i Sindal Bykirke torsdag den 20. april klokken 19.00. Der er igen i år mulighed for i en forårspyntet kirke at høre Sindals måske kommende musikstjerner synge foråret ind sammen med byens rutinerede sangere og blæsere.
– Elever fra Sindal Skoles 2. klasse synger dejlige forårssange ledet af lærer Gitte Rennison, Sindalkoret har med temaet blomster valgt nogle skønne forårssange, og Sindal Brass Band spiller et udpluk af deres gode og festlige numre. Sindalkoret og Sindal Brass Band er begge dirigeret af Kristina Hansson. Det bliver helt sikkert en stor oplevelse, fortæller Jane Randrup fra Sindalkoret.
Der bliver også rig lejlighed til fællessang akkompagneret af brass bandet.
Der er gratis adgang til koncerten, men man kan støtte Sindal Sogns Musiklegat ved at købe koncertens program. Sindal Sogns musiklegat uddeler hvert år ved den traditionelle julekoncert penge til gavn for byens lokale musikliv.