Flere steder gik flaget til tops i Tårs 11. juli 2024. Byen kunne nemlig fejre 760 års fødselsdag.
Tårs – eller Taars – er en by i Vendsyssel med 1.852 indbyggere (2024), beliggende 20 km nordøst for Brønderslev, 28 km vest for Frederikshavn og 11 km sydøst for Hjørring.
Faciliteter
- Tårs Skolecenter er dannet ved sammenlægning af Lørslev Skole, Vrejlev-Hæstrup Skole og Tårs Skole. Skolen havde i 2015 422 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin i 23 klasser, samt i alt 56 medarbejdere. Skolen huser desuden ungdomsskole, juniorklub, Lokalhistorisk Forening og andre aktiviteter.
- Taarshallen blev opført i begyndelsen af 1970’erne. Der var fra starten også svømmesal, men den besluttede kommunen i 2013 at nedlægge. En gruppe borgere fik hallen gjort selvejende, så man selv kunne finde finansiering til at renovere og genåbne svømmesalen. Bassinet er på 8×17 meter og har en vandtemperatur på omkring 32 grader. Idrætshallen er en 20×40 meter håndboldbane med mulighed for bandeopsætning ved indefodbold. Derudover er der også optegnet 3 minihåndboldbaner, 3 volleyboldbaner, 5 badmintonbaner og en basketbane. Taarshallen rummer desuden et motionscenter og et 80 m² stort multilokale, der kan udvides med 30 m² efter behov. Her kan afvikles mindre idrætsaktiviteter som dans, fitness og bordtennis. Eller der kan holdes fest, kursus, møder, foredrag, udstillinger mv., og så er der plads til 80 personer.
- Børnehusene i Tårs er en integreret institution med ca. 100 børn i alderen 0-6 år, fordelt på 2 afdelinger. Afdeling Vestbakken, der har både vuggestue og børnehave, ligger mellem skolen og hallen. De ældste børnehavebørn er det meste af dagen i afdeling Søholm, der ligger i et boligkvarter midt i byen.
- Ældrecenter Bålhøjs sydfløj med 3 etager blev opført i 1955. Den blev renoveret i 2003 og rummer 24 plejeboliger. Nordfløjen med 16 plejeboliger, fordelt på 2 etager, blev bygget i 1996, og samme år blev de 2 fløje bygget sammen omkring en centerbygning, som i stueetagen har en stor fælles sal, der kan rumme ca. 100 personer. Af Bålhøjs 40 pladser er de 8 demenspladser, samlet på én etage.
- Taars Hotel, der åbnede i 1913 ligesom jernbanen, har 13 værelser med 46 sengepladser samt to selskabslokaler med plads til 60-140 personer.
- Byens nuværende forsamlingshus er opført i 1934 og har en festsal med scene, hvor der kan dækkes op til 150 personer.
- Tårs har desuden supermarked, døgnbutik og pizzeria.
Byen hører til Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland.
Tårs hører til Tårs Sogn.
Foto: Else Strauss Harpsø.
Kilde: Wikipedia.