En imponerende indsats af U15 drengene fra Taars/Ugilt IF, har gjort, at holdet én runde før sæsonafslutningen har sikret sig førstepladsen i rækken.
Holdet er ubesejret, og har vundet alle kampe undtagen en, hvor det blev uafgjort mod Aalborg HK.
I lørdags tabte Aalborg HK til Hjallerup, og det gjorde, at Taars drengene allerede var sikret gruppesejren, til trods for de mangler en kamp.
Den spiller de fredag i Idrætshallen i Aalborg, mod hjemmeholdet fra Aalborg HK.
“Vi har spillet en god sæson, og vi synes selv det er fortjent, at vi har vundet rækken. Nu skal vi gøre arbejdet færdigt på fredag, da vi rigtig gerne vil slutte sæsonen som ubesejret, lyder det fra en af spillerne, Oliver Kristensen.
Efter kampen på fredag er det i øvrigt ikke tid til at hvile på laurbærrene, selvom kredsen er vundet. Her venter i påskedagene en turnering i Herning, hvor flere af klubbens hold skal med.
“Det glæder vi os sindsygt meget til, for det at være til Cup er det fedeste og noget man husker. Her er man ikke bare sit eget hold, men er også ude og heppe på de andre hold i turneringen. Det giver et godt sammenhold, og det plejer vi være gode til i Taars, lyder det fra Oliver Kristensen.
Til Herning Cup skal holdet møde Vallensbæk, Herning og Dybbøl, og det er sidste gang holdet samles.
“Vi skal jo desværre skilles som hold nu, da flere skal på efterskole. Derfor vil vi gøre alt for at vinde dernede, men det vigtigste er dog at vi får nogle fede dage sammen, og kan mindes alle de gode tider vi har haft siden vi har været helt små,” slutter Oliver Kristensen.


