For ca. 200 år siden var det skik i København at markere St. Bededag med en spadseretur på byens fæstningsvolde, før man vendte hjem og spiste de traditionelle hveder til aftenteen. Godt nok har Hjørring aldrig været en fæstningsby, men byen har dog alligevel en vold, selvom den har en helt anden historie.
Tag med museets direktør Anne Dorthe Holm på byvandring denne forårsaften og hør om traditionen med at spise hveder aftenen før St. Bededag, om volden i Christiansgave og mange andre aspekter af byens spændende historie. Turen starter ved Det gamle rådhus, og her slutter turen ligeledes en time senere.
Pga. forsamlingsloftet kan der max. deltage 50 personer. Normalt slutter aftenen af med spisning af varme hveder i museets café, men det er ikke muligt i år. Arrangementet slutter derfor kl. 20.00, så man kan nå at komme hjem og spise sine hveder derhjemme.
Det koster 50 kr. at deltage i byvandringen. Medlemmer af museumsforeningen betaler 30 kr.