For tredje år i træk serverede Asger Gade og NordsøPosten takket være solid opbakning fra både sponsorer samt Kristine Gjedde og Freddy Wie Andersen, der til daglig arbejder i 3F Skagerak, denne juleaftensdag flæskesteg med sprøde svær og hele svineriet samt gaveposer for en halv snes strandede langturschauffører hos Hirtshals TransportCenter.
Da vi første år afholdt det allerede fra start voldsomt værdsatte arrangement, serverede vi i pivfrost fra bagagerummet på Asger Gades bil, mens vi sidste år fik mulighed for at rykke ind i det store lokale hos Hirtshals TransportCenter, som venligt igen i år er stillet til rådighed af direktør Tonni Sørensen.
Denne juleaftensdag havde vi igen på forhånd fået printet en stak invitationer på dansk, engelsk, polsk, lettisk, ukrainsk og russisk, om Asger aftenen før delte rundt til de parkerede lastbiler hos HTC og på Hirtshals Havn. Der dukkede da også som allerede nævnt i dag en snes taknemlige chauffører frem til serveringen.
Det var denne gang især opmuntrende at iagttage, hvordan chaufførerne nu mere aktivt deltog og selv fik stillet an med et langbord, hvor de sammen kunne indtage måltidet, hvor den gode mad fik smilene frem.
Afslutningsvis blev der ønsket glædelig jul, mens chaufførerne fik deres gaveposer samt frugt og sodavand. Ligesom de fik en lille pose med kransekage, der egenhændigt var bagt af den bageruddannede Freddy Wie Andersen.
Sponsorerne var Hirtshals Havn, 3F Skagerak, Convoy Klubben, Tøjeksperten, Bygma, Coop 365 discount, Spar, SuperBrugsen og Netto.
Link til artikler om foregående arrangementer i 2021 og 2022
Taknemmelige chauffører blev bespist juleaften hos Hirtshals Transport Center
Du er et godt menneske Asger ! Jeg er stolt af at kende dig ! Hilsen og ønske om en fantastik til jer alle ! Jesper (Capone) og hundene .