Idémand og tovholder Asger Gade kender som tidligere langturschauffør alt til at sidde mutters alene på en rasteplads langt væk fra familien i Åbyen.
Derfor havde han også i flere år gået med tanken om at gøre noget for de langturschauffører, der hver juleaften strander ved Hirtshals TransportCenter (HTC), fordi færgerne på denne helligdag ikke sejler mellem Norge og Danmark.

For fire år siden realiserede Asger Gade så endelig idéen i samarbejde med NordsøPosten. Den første gang blev der serveret i kulden udenfor på parkeringspladsen fra bagsmækken af hans bil, mens chipsene fløj om ørerne på chaufførerne.
Denne juleaften var det dermed fjerde gang, at han med hjælp fra konen Jeanette, niecen Lene, vennen Freddy og dennes datter Sofie sørgede for servering af den sponsorerede mad, men altså nu efter aftale med direktør Tonni Sørensen indendørs hos HTC.

I år dukkede ikke færre end 14 dybt taknemlige og glade chauffører med seks forskellige nationaliteter op til traktementet, der altså denne gang blev serveret ved et fint pyntet langbord med juletræ.

Efter den varme flæskesteg med brun sovs samt kartofler og rødkål var der både kager og kaffe samt en bugnende pose til hver med ligeledes sponsorerede gaver.

Chaufførerne kom fra så vidt forskellige lande og ikke mindst så langt væk fra som Kasakhstan, Moldova, Usbekistan, Rusland, Polen og Letland. Alle som én gav de som allerede antydet på stilfærdig vis udtryk for stor, stor taknemlighed over gæstfriheden denne juleaften i Hirtshals.

Ikke bare chaufførerne, men også Asger Gade sender derfor efterfølgende en kæmpe tak til sponsorerne, som var Kødboxen, Bygma, REMA 1000, SPAR, Convoy Klubben, Godschaufførernes Landsklub, Tøjeksperten, Højene Bageren, Coop 365 discount, Lidl, SuperBrugsen og Netto.
Således blev julens gode budskab altså igen spredt vidt og bredt ud i verden fra Hirtshals TransportCenter.
Slik en tilstelning varmer et sjåførhjerte. Omtanke for mennesker utenfor egen komfortsone er desverre ikke en selvfølgelighet. God Jul til både de fremmende sjåfører, og ikke minst de gode hjelperene. God Bless you🌲