Bag hvert navn på hver eneste gravsten gemmer der sig en spændende og livsbekræftende historie, kan man læse i et aktuelt opslag hos Stenhuggeren Aalborg.
Et godt eksempel er Anna og Jørgen Jensen, som er navnene på en stor gammel gravsten på Vrå Kirkegård, som de hos netop Stenhuggeren Aalborg for nylig har renset og renoveret.
Anna og Jørgen levede et langt liv sammen, og de spillede gennem mange år en vigtig rolle i hjembyen Vrå i Vendsyssel frem til deres død i slutningen af 1970’erne.
De var begge lærere. Anna havde læst til lærer i København, mens Jørgen gik på Ranum Seminarium. Som unge nyuddannede lærere valgte de begge to at flytte til Vrå, hvor de mødte hinanden og forelskede sig – og her blev de gift i 1920.
Anna og Jørgen blev begge ansat på Vrå Hovedskole, hvor alle byens børn gik. Med tiden blev Anna overlærer, mens Jørgen blev skoleinspektør. De arbejdede på Vrå Hovedskole i mere end fire årtier, indtil de blev pensioneret i midten af 1960’erne.
I 1968 blev parret landskendte, da de skabte ”Børnenes Jord” sammen med digteren Carl Scharnberg, som dengang også boede i Vrå. Anna og Jørgen købte et stort stykke jord midt i byen, som de forærede til alle børn i Vrå, og ud fra Scharnbergs ideer skabte de en byggelegeplads og et særligt fristed for byens børn og unge. ”Børnenes Jord”, som stadig findes i Vrå, har givet inspiration til masser af lignede byggelegepladser rundt omkring i Danmark.
Anna og Jørgen var begge født i 1893, og da Jørgen døde i 1977, gik der ikke mange måneder før Anna også gik bort i 1978. I stedet for blomster og kranse ønskede de begge, at folk ville indbetale penge til en fond til fordel for Børnenes Jord i Vrå.
Da Anna og Jørgens gravsted på Vrå Kirkegård for nogle år siden blev nedlagt, blev det besluttet, at deres gravsten skulle bevares for eftertiden. Parret fik aldrig selv børn, men der er ingen tvivl om, at Anna og Jørgen har gjort et stort indtryk på flere generationer af børn i Vrå.
En af deres gamle elever bor i dag i USA, og da han for nylig var hjemme og besøgte Vrå Kirkegård, syntes han, at Anna og Jørgens gravsten efterhånden så lidt trist ud. Han tog fat i kirkegårdens graver Mads Lie Jensen og tilbød at betale for en renovering af sine gamle læreres gravsten.
Graveren fortæller, at den gamle elev fra USA ikke ønsker nogen omtale i forbindelse med renoveringen. Hvis nogen spørger om, hvem der har betalt for renoveringen af Anna og Jørgens gravsten, har Mads Lie Jensen lovet at fortælle, at det er en gave fra ”en taknemmelig skoleelev”.
Den flotte mand i grøn trøje er graver Mads Lie Jensen fra Vrå Kirkegård. På billedet med tulipanerne kan du se gravstenen, før den blev renoveret.
Kilde og foto: Stenhuggeren Aalborg.