Lønstrup er i sandhed ved at udvikle sig til et gastronomisk mekka, hvor bredden nok er der med caféer og spisesteder med god kvalitet, men det ypperste også sættes i højsædet.
Det har man i den seneste uges tid fået to klare eksempler på, idet Villa Vest som tidligere omtalt fik en stjerne fra Michelin, mens Tina og Jens Alstrup Nielsen åbnede Appetit by Alstrup.
Her serveres fra menukortet lækre delikatesser til frokost med alt godt fra havet som eksempelvis pandestegte rødspætter, pil selv rejer, jomfruhummer, krabbeklør og kaviar, mens man i butiksdelen blandt andet kan købe italienske specialiteter og vine.
Lørdag den 17. juni fra klokken 12 til 16 holdt parret, som fra hjemmet i Hjørring tillige drive virksomheden Nielsen Seafood ApS, åbningsreception i Appetit by Alstrup.
– Til åbningsreceptionen i lørdags havde vi mellem 300 og 350 besøgende igennem, og i dag søndag var der fuldt hus til frokost, fortæller parret bag Appetit by Alstrup.
Derfor sender de samtidig en tak for den enorme interesse for deres koncept med en helårsbutik og restaurant med dedikerede lækkerier i Lønstrup.
– Vi glæder os til at byde alle velkommen i butikken eller restauranten, slutter parret efter en særdeles travl og skøn weekend i Lønstrup.
Følg dem her på facebook og Instagram.
Foto: Privat.