Den målfarlige og hurtige offensivspiller, Victoria Kupetz, der er en del af Fortuna Hjørrings U16 DM-hold, er optaget på Dana Cup Academy. Hun har skrevet under på sin første akademikontrakt, noterer Laura Jensen hos Fortuna.
-Jeg er meget stolt over og spændt på at have skrevet under på min første akademikontrakt. Jeg glæder mig utrolig meget til at starte på Dana Cup Academy. Jeg er selvfølgelig lidt spændt og nervøs, men jeg tror også det bliver helt fantastisk, siger Victoria.
Victoria skiftede som U14-spiller til Fortuna Hjørring fra barndomsklubben Skjold Sæby. I dag er Victoria en del af Fortuna Hjørrings U16 DM-hold. Hun er en aggressiv spiller med stor fysik, derudover har hun masser af fart i benene, og man kan altid regne med, at hun yder 100% til træning og kamp.
Victoria er utrolig glad for at spille i Fortuna Hjørring og for at være en del af klubbens U16 DM-hold.
-Jeg er meget glad for at spille på U16 DM. Vi har et godt hold, hvor alle bidrager med deres styrker. Vi har et super godt sammenhold, og der er aldrig nogen, der er udenfor. Vi er rigtig meget sammen, så nogle gange føles det næsten som en lille ekstra familie, fortæller hun.
Victoria er nu klar til at tage næste skridt i sin karriere, og hun ser derfor frem til at starte på Dana Cup Academy efter sommerferien.
-Jeg valgte at søge ind på Dana Cup Academy for at have de bedste forhold til at jagte drømmen om professionel fodbold. Ved at flytte ind på Dana Cup Academy slipper jeg for en masse transporttid, da skolen og alle træningsfaciliteterne ligger indenfor 5 minutter.
Den tid jeg sparer kan jeg nu bruge til at fokusere endnu mere på fodbold, siger Victoria og slutter:
-Jeg forventer, at jeg i min tid på Dana Cup Academy vil forbedre mig som fodboldspiller, og at jeg får en masse fede og sjove oplevelser!
Af Laura Jensen.