Årets båltaler til det traditionsrige Sankthans på Sønderstrand i Skagen kender om nogen til de mange solskinstimer, der kendetager vores placering i smørhullet mellem de norske og svenske fjelde
Årets båltaler er journalist og har været ekstern lektor i kommunikation og sprog ved journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, og han er vant til at tale. Vi har alle hørt ham tale som tv-vært på TV 2 Nyhederne, og ikke mindst som mangeårig vejrvært på TV 2. Per Christiansen er nordjyde, og Skagen har en særlig plads i hans hjerte.
Ligesom han for alvor kender til lyset i Skagen. Ikke kun årets lyseste dag, vi fejrer ved midsommer, men også de solskinstimer, vi kan nyde godt af at have rekordmange af hele året i Skagen.
I en tid hvor det kan føles som om verden forandrer sig endnu hurtigere, og hvor vi får færre fælles snitflader, når vi individuelt vælger den bog, film, tv-serie eller det radioprogram, vi vil lytte til alene for os selv, når det passer os, er traditioner endnu vigtigere.
Her er Sankt Hans et godt eksempel på en solid tradition, som man har holdt i hævd i mere end 100 år ved Sønderstrand. Det er også et godt eksempel på en tradition, som er både folkelig og finkulturel. Her kan alle være med, og alle er velkomne.
Sankthans er på et bestemt tidspunkt på en bestemt dato, og vi er derfor nødt til at være samlet, og vi her kan nyde fællesskabet og den følelse, vi skaber sammen, når vi synger vores hyldest til midsommeren på Sønderstrand i Skagen søndag den 23. juni.
Program for aftenen
Kl. 20.40: Musikken spiller ind og aftenens program kan hentes ved scenen
Kl. 20.55: ”Lyse nætter” fremføres af Den Unikke Trio og medlemmer af Klitkoret
Kl. 21.00
- Velkomst v/Nicolai Nissen, Turistdirektør Toppen af Danmark
- Fællessang: Skagensangen »Erindring«
- Båltale v/Per Christiansen
- Musikalsk indslag v/Den Unikke Trio
- Fællessang: Der er et yndigt land
- Bålets tændes
- Fællessang: Midsommervisen »Vi elsker vort land«
Den Unikke Trio
Trioen består af Tina Siel, som er landskendt for sin fløjlsbløde stemme, skønne fortolkninger af smukke forårs-og sommersange og sit altid gode humør.
Tine Lilholt har en lang musikalsk karriere, bl. a. med sine mange år i Lars Lilholt band, men i dag også med sine egne kompositioner i projektet Dreamscapes. Tine spiller både fløjter og harpe og er et geni til at finde ind i fløjtens sjæl i sine flotte improvisationer. Tine spiller også harpe, som hun nu mestrer og vil akkompagnere på dette svære instrument.
Pigerne vil blive professionelt understøttet af pianist Knud-Erik Thrane, som med sin indføling og smukke harmonier vil fuldende trioens nærværende og stemningsfyldte optræden.
Den Unikke Trio kan i år fejre, at de har lavet koncerter sammen i hele landet i 20 år.
Sankthans bliver arrangeret af Toppen af Danmark i samarbejde med Skagen Bamsemuseum og med støtte fra Sparekassen Danmark.
SKAWDYK sælger mad og drikke på pladsen.
Læs om arrangementet her: https://www.toppenafdanmark.dk/sankt-hans-i-skagen