Nogen stor sangkarriere står næppe for døren, men da Thorkild og Mogens Jensen i går bød gæsterne velkommen til deres to gange 80 års fødselsdagsfest ved at synge Tornbys fodboldslagsang “Vi er gutterne fra Tornby” i duet, var der ikke et øje tørt og en festlig fødselsdagsfest var slået i gang.
Brødrene har viet hele deres liv til fodbolden i Tornby Idrætsforening og er kendt i alle fodboldkredse i Nordjylland. Først som aktive spillere med flere hundrede førsteholdskampe for klubben. Siden blev det til en lang karriere i klubben som trænere, bestyrelsesmedlemmer, holdleder m.v. Det var derfor naturligt, at mange tidligere holdkammerater, trænere og medlemmer af klubben dukkede op for at hylde brødrene på deres store dag.
Grundet ferie og andre omstændigheder var flere forhindret i fremmøde, men havde i stedet sendt videohilsner, der blev afspillet under festen. En af videoerne med en stærk personlig fødselsdagshilsen kom fra DBU-direktør Jacob Jensen, der som lokal Tornby-knægt har gået i Thorkild & Mogens Jensen “fodboldskole” i flere år. Med tilladelse fra Jacob Jensen bringer Nordsøposten hans fødselsdagshilsen:
Sideløbende med fodbold-livet, har Thorkild Jensen også dyrket en politisk interesse med bl.a. et mangeårigt formandskab for den lokale Venstreforening. Den nuværende formand for Venstre i Hirtshals, Lars Høgh takkede Thorkild for hans store indsats for Venstre og kvitterede ved at udnævne ham til æresmedlem af partiet. Borgmester Søren Smalbro fulgte op med en smuk tale, hvori han bl.a. fremhævede Thorkild og Mogens Jensen store frivillige arbejde for Tornby som et eksempel til efterfølgelse.
Blandt mange øvrige talere kan nævnes formanden for Tornby Friplejehjem Oscar Djuurhuus, der bl.a. takkede brødrene for deres positive og konstruktive tilgang til at medvirke til et mageskifte, således købet af et grundstykke til det nye friplejehjem kunne realiseres.
Trods den relativ høje alder, er både Thorkild og Mogens Jensen forsat meget aktive, omend tempoet er reduceret en anelse. Hjemme på Hushøjgård er malkekøerne for få år siden sat ud til fordel for ammekøer. På fodboldfronten er Mogens fortsat aktiv som holdleder for førsteholdet i Tornby på sit 46. år i træk, mens Thorkild ynder at følge sit favorithold Manchester Unitid på TV-skærmen.
En lang og begivenhedsrig fødselsdagsfest for Thorkild & Mogens sluttede ud på de små timer med mange minder til fodboldtasken.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.