Af Tania Lange
Tøtmosen 23
Hjørring
Samtidig med at byrådet gav dispensation for at der oprettes ekstra klasser på Højene og Bagterp skole, så søskende til elever, der går på skolen også kan gå på skolen, selvom de ikke hører til distriktet. Samtidigt blev der lagt op til en bedre ”kommunikation” ved skoleindskrivning.
Bedre ”kommunikation” hjælper dog ikke, når selve politikken er forkert. Det gør livet ikke bedre, eller bosætning i Hjørring nemmere, at byrådet nu prøver at bortforklare manglen på frit skolevalg. Det er slet ikke bedre kommunikation, der skal til, men en bedre (skole-)politik.
Ved sidste Børne-, Fritids og Undervisningsudvalg (BFU)-møde, blev der drøftet, hvad der skal ske fremover ift. Kommunikationen efter der blev lagt op til forbedret kommunikation i forhold til skoleindskrivning. Konkret en præcisering af mangel på reelt frit skolevalg og søskendegaranti (samt transport).
”Det brev som alle forældre modtager i forbindelse med, at deres barn skal indskrives i skole, vil blive rettet til, så det her tydeligt fremgår:
At der er frit skolevalg, men at optag på en anden skole end distriktsskolen kun er muligt, hvis det ikke medfører oprettelse af ekstra klasser.
At der ikke er søskendegaranti – det vil sige ingen garanti for, at søskende kan optages på samme skole.
At kommunens forpligtigelse i forhold til kørselsgodtgørelse bortfalder, hvis der vælges en anden skole end distriktsskolen.”
Jeg kritiserer ikke selve det at kommunikere. Kommunikation, så der kan træffes oplyste valg, er jo altid bedste udgangspunkt. Og for forældre, der skal indskrive første barn på en af kommunens dejlige skoler er det sikkert også en hjælp ud fra nuværende skolepolitik. Her tydeliggøres begrænsningerne, så der kan tages et oplyst valg, hvis man vælger at være så uartig at vælge en skole udenfor det skoledistrikt, man bor i. Det virker for mig som om, at byrådet og BFU-udvalget (undtagen Erik Høgh Sørensen, der stemte imod) føler, at nu er sagen løst og der er ikke nogen utilfredse og klemte familier næste år. For nu har de jo ligesom fået det at vide. Og ja, dem der får første barn ind i skolen, de er så ”selv skyld” i miseren, når de får barn ansøgningen om skoleindskrivning for barn nr. 2 afvist.
Det løser bare ikke problematikken for dem, der allerede har børn på en anden skole end distriktsskolen og nu selvfølgelig gerne vil have barn 2, 3 eller 4 på skolen og nu risikerer at blive afvist. Det fremgår af referatet:
” Det er nyt, at der i brevene til forældrene bliver gjort opmærksom på, at der ikke er garanti for, at børnene kan blive optaget på den ønskede skole, hvis ikke det er distriktsskolen, og at der ikke er søskendegaranti. Disse informationer er heller ikke tidligere fremgået af kommunikationen på kommunens hjemmeside eller diverse andre informationskanaler.”
Problemer er ikke ”løst” for alle. Der er stadig en del forældre, der er klemte. Så jeg håber, at man også fremover vil give dispensation. Jeg bider også mærke i, at der står ”ikke” hele 4 gange. For mig kunne man sammenfatte det til noget andet: Vi skilter med frit skolevalg, men det er der ikke i virkeligheden. Derfor alle bortforklaringerne.
Forslag til løsning på kort sigt: En mulig kortsigtet løsning for at løse problemer for klemte familier nu er her kunne være at give dispensation til de familier, der allerede har børn på en anden skole end distriktskolen, indtil der ikke længere er familier, der har flere børn på skolen. Dette kunne være en midlertidig løsning, indtil januar 2026, hvor nye regler kunne træde i kraft for alle, der indskriver deres første barn i skolen.
Bedre vil det dog være at sætte skolevalget frit (nok en mere langsigtet løsning, der kræver en omstrukturering af det meget fastlåste system lige nu). Så vi får reelt frit skolevalg. Selvfølgelig skal der stadig være prioriteret rækkefølge for optag, hvis der er for mange ansøgere til en given skole. For børn, der or tæt på skolen skal selvfølgelig ikke risikere ikke at kunne komme på skolen. Prioriteringen for optagelse kunne baseres på søskende til børn på skolen, afstand til skolen, børn fra kommunen, og andre børn. Det vil da også kunne tiltrække børnefamilier til kommunen, at skolevalget er reelt frit og familierne derfor kan vælge den skole, der passer bedst ind i deres liv.
Det er vigtigt, at politikerne tager disse udfordringer alvorligt og arbejder på at finde en løsning, der både tilgodeser de klemte forældre og sikrer en retfærdig og transparent skoleindskrivningsproces.


