Hjørring
Rygterne om, at Novo Nordisk overvejer at udvide deres aktiviteter i vores by har skabt stor begejstring og håb blandt både borgere og erhvervsliv. En sådan udvidelse vil ikke kun bringe tusindvis af arbejdspladser, men også styrke byens økonomi og tiltrække yderligere investeringer.
Med Novo Nordisks globale anerkendelse og innovative tilgang til sundhedssektoren, kan vores by se frem til en fremtid præget af vækst, udvikling og nye muligheder. Håbet om, at disse rygter er sande, er derfor større end nogensinde før.
Der er behov for bosætning og frit skolevalg
Hjørring kommune står over for en udfordring med faldende befolkningstal og stigende gennemsnitsalder. Det er derfor afgørende at tiltrække unge til byen og fastholde dem, der allerede bor her.
Det er glædeligt, at Erhvervsrådet har nedsat et udvalg, der skal forberede et bosætningsudspil til deres kommende møde den 25. august. Taget rygterne om Novo-udvidelsen i betragtning er det da endnu mere glædeligt, at der med Morten Juul-Olsen sidder en repræsentant fra Novo Nordisk med i bosætningsudvalget.
Unge og attraktive tilbud
For at gøre bosætning mere attraktivt, er det nødvendigt at fokusere på tilbud til unge. Uddannelsestilbud er vigtige, men det er lige så vigtigt at skabe et attraktivt ungeliv udenfor skolen. Teateret trækker ikke de unge, så ressourcerne bør i stedet bruges på at understøtte lokale ildsjæle og deres initiativer, såsom koncerter og fællesskabsdannelse. Lokale arrangementer og events skaber gode oplevelser og understøtter “det gode liv” både i byen og yderområderne.
Inddragelse af lokalsamfundet
Det er essentielt at inddrage lokalsamfundene og de lokale ildsjæle. Reklamer for deres arrangementer og initiativer, og tag høringssvar seriøst allerede i ide- og planlægningsfasen. Beslutninger bør ikke føles som formaliteter, men som reelle muligheder for borgerne at blive hørt.
Et eksempel er lukningen af adgangen fra Ringvejen til Spangkærparken, hvor 19 ud af 21 høringssvar var imod lukningen (mens 7 grundejer- og andelsforeninger var for), men beslutningen blev alligevel gennemført uden at tage de legitime bekymringer alvorligt.
NordsøPosten skrev en rigtig fin sammenfattende artikel herom den 5. januar og også Mads Nielsens artikel fra den 28. april er værd at læse her og uddyber eksemplet).
Attraktive skoler og tryghed for børnefamilier
For at tiltrække og fastholde unge børnefamilier, skal det være trygt at vælge en lokal skole. Reklamer for de små skolers fordele, såsom mindre klasser og mere tid til den enkelte elev, hvilket øger indlæringen og trivslen. Luk diskussioner om skolelukninger og beslut, at skolerne ikke lukkes de næste fire år. Gør det attraktivt og trygt at vælge de små skoler, hvilket vil støtte lokalsamfundene.
Frit skolevalg og transport
Gør skolevalget mere attraktivt og frit. En bekymring ved frit skolevalg er bl.a. transporten, som kommunen så skal sikre.
Hvad med at sikre transport til den skole, der fysisk er tættest på og så må forældre der vælger en anden skole end den, der er fysisk tættest på selv stå for transporten. Eller åben op for, at elever udenfor distriktet kan udløse en klasse mere, så længe der er plads på skolen (hvor pladsfordelingen tager udgangspunkt i nuværende regler for pladsfordelingen men den ændring, omkring udløsning af en klasse mere, så længe der er plads).
Samtidig skal kapacitetsudfordringer i områder med vækst, såsom Vrå og Bagterp, adresseres.
Støtte til lokale initiativer
Støt lokale initiativer som Den Blå Magnet, der kan afhjælpe kapacitetsproblemer og gøre området mere attraktivt. Giv tryghed i, at de små skoler ikke lukkes, og at børnene kan komme på den ønskede skole. Udvid, hvor det er nødvendigt, og vær klar til at håndtere vækst uanset om rygterne om en udvidelse af Novo Nordisk, er sande eller ej.
Jeg tænker disse tiltag kan vi skabe en attraktiv bosætning, der tiltrækker og fastholder unge og børnefamilier, og understøtter “det gode liv” i Hjørring kommune. Jeg glæder mig til de resultater Erhvervsrådets bosætningsudvalgs kloge og dygtige hoveder kommer frem til.
Jeg ønsker i hvert fald god arbejdslyst og håber nogen af mine pointer tages med i overvejelserne.



Et godt og seriøst indlæg.i
Rigtig godt indlæg Tania. Jeg håber at hvis rygtet er sandt at Novo Nordisk overvejer at udvide deres aktiviteter i Hjørring, og at de ikke stadig er for langsomme i Hjørring kommune med at behandle byggetilladelser, der har været en kendt firma som har søgt en byggetilladelse for over 2 år siden og blev træt af at vente, og flyttede alle sine aktiviteter til en anden kommune, hvor de i løbet af kort tid fik byggetilladelse, det kan ikke være rigtig at man ikke kan finde ud af det i Hjørring kommune, Bilka har søgt tilladelse i flere år uden der er sket noget, ikke så mærkelig at Hjørring kommune er ved at blive affolket, den er jo ved at sætte udviklingen af byen helt i stå.