Tania Lange (VL): Er vi ved at svigte de mest sårbare?

Af Tania Lange
Byrådskandidat
Vendelbo-Listen

Jeg skriver dette indlæg med oprigtig bekymring for en beboer på et bosted i Hjørring Kommune. Beboeren har Downs syndrom og betydelige kommunikationsvanskeligheder. Det gør ham helt afhængig af, at vi som samfund – og som fagfolk – passer på ham og sikrer, at hans mest basale behov bliver dækket. Ét af de mest grundlæggende er selvfølgelig mad og ernæring.

Jeg har fået tilsendt billeder af nogle af de måltider, han får serveret. Maden ser veltilberedt og appetitlig ud, men portionerne virker bekymrende små – langt mindre, end hvad kommunens kvalitetsstandard foreskriver. Ifølge standarden bør et aftensmåltid bestå af omkring 100 gram kød, 150 gram kartofler eller 100 gram ris/pasta, 1,2 dl sovs og 75 gram grønt. På billederne ser det ud til, at der serveres omtrent halvdelen af denne mængde.

Når man samtidig hører, at beboeren ofte føler sig sulten efter måltidet og spiser store mængder, når han er hjemme på besøg, bliver bekymringen reel. Han er ovenikøbet blevet underernæret – og så må man spørge sig selv:
Hvorfor får en underernæret person, der selv giver udtryk for sult, ikke mere mad?

Jeg ved, hvor meget omhu og faglighed der lægges i den kommunale madproduktion – jeg har selv arbejdet i kommunens madservice (som kostfaglig vejleder). Medarbejderne i køkkenet går op i at følge standarderne nøje, og det gør mig sikker på, at leverandøren ikke er problemet her. Jeg er heller ikke i tvivl om, at personalet på bostedet ønsker beboerne det bedste. Jeg tror ikke, nogen bevidst ønsker at sulte en borger. Men noget går galt et sted, når en person med underernæring får alt for små portioner. Jeg ser en ubalance.

Så hvad er det, der sker?
Kan det være, at der bestilles færre portioner for at holde budgettet nede?
At der er så stort økonomisk pres, at man bliver nødt til at “strække” maden for at få det til at hænge sammen?
Jeg ved det ikke – men det er en tanke, der melder sig, når man ser resultatet.

For beboerne betaler omkring 3.300 kr. om måneden for kost. Det er selvfølgelig ikke et beløb, der giver plads til luksus, men det burde række til et måltid, der mætter – og som lever op til kommunens egne standarder.

Som diætist gennem mange år, senest i Hjørring Kommune, ved jeg, at der findes hjælp at hente. Kommunen har både kostfaglige vejledere og diætister, der gratis kan rådgive om, hvordan man bedst sikrer den rette ernæring, også inden for snævre rammer. Derfor undrer det mig, at denne hjælp tilsyneladende ikke er blevet inddraget. Der findes løsninger, som både er realistiske og økonomisk overkommelige – hvis blot man rækker ud.

Mit ærinde er ikke at udstille nogen. Tværtimod. Jeg har stor respekt for de mennesker, der hver dag løfter en svær opgave på bostederne. Men netop derfor bør vi turde stille spørgsmål, når noget ikke hænger sammen.

Når en borger med Downs syndrom bliver underernæret, selv om der eksisterer klare standarder og gratis faglig hjælp, så må vi som samfund stoppe op og spørge:
Er budgetterne blevet så pressede, at vi er begyndt at gå på kompromis med beboernes helt grundlæggende behov?
Og vigtigst af alt – er vi ved at svigte dem, der har mest brug for os?