Byrådskandidat
Vendelbo-Listen
Som forælder til børn på både Højene Skole og i SHI, men også som byrådskandidat og borger, gør det mig oprigtigt ærgerlig at se, at Hjørring Kommune har valgt ikke at støtte Den Blå Magnet med de 16,5 mio. kr., der kunne have gjort visionen til virkelighed. Eller alternativt have været gået i dialog for at finde en alternativ mulighed i form af tilpasninger. Jeg bor ikke selv i Højene, men det her handler ikke kun om én bydel – det handler om hele kommunens evne til at tænke langsigtet og skabe attraktive rammer for familier, fællesskab og udvikling.
I stedet vælger kommunen at bruge over 3 mio. kr. på en mindre ombygning af Højene Skole – blandt andet for at skabe plads til sundhedsplejersken og PPR. Ja, det er billigere på den korte bane. Men hvorfor nøjes? De funktioner kunne netop have været en naturlig del af Den Blå Magnet – et moderne, fleksibelt center, som kunne bruges af skolen i dagtimerne og af foreninger, borgere og familier resten af døgnet.
Flere af de engagerede borgere bag projektet har også peget på, at der stadig er tid og mulighed for at tænke klogt og helhedsorienteret. Som en af ansøgerne så rammende formulerer det:
“Vi bemærker de afsatte 3,5 mio. kr. til sundhedsplejerske først er øremærket i budgetår 2028 og 2029 – så der er jo tid til at sætte sig ned og lave den rigtige løsning. Vi forventer ikke en hal i 2027, men en dialog om, hvordan vi på 5-6 års sigt kan lave en langsigtet løsning, der øger trygheden og støtter den bosætning, der allerede er i gang.”
Det er netop det perspektiv, der mangler i kommunens beslutning. Hvorfor ikke bruge tiden klogt og udnytte synergierne, som andre byer allerede gør? Som ansøgeren peger på, ser vi fx i Vrå, hvordan skole og idrætscenter kan tænkes sammen til gavn for både undervisning, foreningsliv og lokalsamfund. Tænk, hvis vi i Hjørring kunne tage skridtet videre – måske endda med et kombineret lægehus eller andre funktioner, der kunne skabe indtægter og medfinansiering.
Vi ved alle, at Højene Skole mangler plads, SHI mangler halkapacitet, og sundhedsplejen mangler egnede rammer. Samtidig kræver skolereformen investeringer i nye fag som teknologiforståelse. Hvorfor så endnu engang vælge små, kortsigtede løsninger, når vi har et færdigt projekt, der kunne samle det hele?
Den Blå Magnet er mere end en hal:
- Den giver ekstra halkapacitet, som hele Hjørring mangler.
- Den skaber rum til gymnastik, spring og nicheidrætter, som ikke kan dyrkes i dag.
- Den tilbyder fleksible lokaler til undervisning, foreningsliv, lektiecaféer og trivsel.
- Den kan rumme en SFO-/klubordning for børn i 4.-7. klasse – så der ikke opstår et tomrum, når de ikke længere kan være i SFO.
- Den bliver et samlingspunkt for børn og unge – og et moderne forsamlingshus for en bydel, der vokser hurtigst i hele kommunen.
Der er massiv lokal opbakning – fra borgere, foreninger og erhvervsliv. Det burde sende et klart signal: her er et projekt med både hjerte og fornuft.
Kommunen kunne have valgt en løsning, der rækker ind i fremtiden, frem for at bruge millioner på små midlertidige lapper. Den Blå Magnet ville ikke bare styrke sammenhængskraften i Højene – den ville styrke hele Hjørring som bosætningskommune og som et sted, hvor vi tør tænke nyt.
Jeg håber inderligt, at politikerne vil genoverveje beslutningen – eller i det mindste tage initiativ til et fælles møde med skole, foreninger, erhverv og borgere om en langsigtet 2030-løsning. Hvis jeg vælges ind, vil jeg i hvert fald gerne genbesøge muligheden.
For når vi samarbejder, kan 1 + 1 blive til 3.
Det ville være trist, hvis Hjørring Kommune om få år må erkende, at man lod en oplagt mulighed glide ud af hænderne.



Typisk tankegang i Vendelbolisten, der er mange steder i Hjørring kommune der har behov og ønsker.