Af Tania Lange
Byrådskandidat
Vendelbo-Listen
Jeg bliver jævnligt kontaktet af frustrerede — og ofte tidligere — medarbejdere fra sundheds- og omsorgsområdet: pædagoger, sosu’er, sygeplejersker, medarbejdere fra botilbud, børnehaver og ældrecentre.
De fortæller om arbejdsvilkår, der gør det umuligt at udføre deres arbejde, som de egentlige ønsker og er uddannet til. Mange ender med at sige op. Nogle finder job i andre kommuner, andre forlader faget helt.
Det er dybt bekymrende – både for kommunerne og ikke mindst for de borgere, der har brug for omsorg og faglighed i hverdagen.
Hvad er problemet?
Når jeg lytter til deres historier, går flere ting igen:
- Manglende opbakning og anerkendelse fra ledelsen.
- Manglende forståelse og dialog – en oplevelse af, at ledelsen ikke lytter.
- Utryghed ved at gå til sin leder.
- Fraværende ledelse – både fysisk og menneskeligt.
- Et massivt arbejdspres, dels på grund af mangel på kollegaer, men også som konsekvens af ovenstående.
Resultatet er det samme: dygtige, engagerede medarbejdere giver op. Og det er ikke, fordi de ikke kan tåle mosten – det er, fordi de ikke længere kan stå inde for et system, der ikke fungerer.
Hvordan er vi havnet her? Man kan pege på mange årsager: økonomisk pres, nedskæringer, dokumentationskrav og effektiviseringer. Men ét gennemgående tema er ledelse. Jeg anerkender, at også lederne er pressede, de har ikke ret mange penge at gøre godt med. Det ændrer bare ikke på, at mange oplever en ledelseskultur, hvor medarbejdernes trivsel og faglige stemme ikke vægtes, så længe budgettet holder, og der ikke opstår skandaler.
Hvad kan vi gøre bedre?
Jeg har ikke alle svarene, men to forslag, der kunne være et skridt i den rigtige retning.
Lyt til medarbejderne – systematisk og ærligt
Der skal etableres en anonym medarbejderundersøgelse, hvor alle ansatte får mulighed for at vurdere deres nærmeste ledelse – både områdeleder og afdelingsleder.
Formålet er ikke at mistro lederne, men at kvalitetssikre ledelse på samme måde, som vi kvalitetssikrer undervisning, pleje og service. Ligesom elever evaluerer deres undervisere, bør medarbejdere kunne evaluere deres ledere.
Det kan give værdifuld indsigt – og måske også vise, at mange ledere faktisk gør et fremragende stykke arbejde. Samtidig kan det hjælpe med at identificere de steder, hvor der er brug for forandring.
Desværre ved jeg, at mange medarbejdere allerede har råbt op – uden resultat. Nogle har endda oplevet repressalier eller “sorte bøger”, hvor tidligere sygefravær bliver noteret som en advarsel til andre. Det er uacceptabelt, og derfor må vi finde nye veje til åbenhed og ærlighed.
Ledelsen skal tættere på driften
Mit andet forslag er, at ledere i omsorgs- og pædagogiske fag indgår i driften med fx 30 % af deres tid.
Vi stiller allerede krav om, at ledere skal have en relevant faglig uddannelse – så hvorfor ikke lade dem bruge den aktivt? Det vil give et realistisk billede af hverdagen “på gulvet”, de reelle udfordringer, og hvor presset faktisk ligger.
En leder, der selv er til stede i praksis, vil lettere kunne træffe kloge beslutninger, fordele opgaver mere retfærdigt og forstå, hvad der skal til for at skabe trivsel.
Hvor skal tiden komme fra? Ét bud: færre møder. Mange møder kunne nemt være en mail – og ja, det lyder måske populistisk, men der ligger en kerne af sandhed i det.
Det handler ikke kun om løn
Løn er vigtig, men arbejdsmiljø, anerkendelse og faglig respekt betyder mindst lige så meget. Mange vil gerne blive i deres fag, men de vil ikke blive i et miljø, hvor de ikke bliver hørt.
Der findes heldigvis mange fantastiske ledere derude – dem skal vi fremhæve, lære af og støtte. Samtidig skal vi turde stille krav til de ledere, der ikke fungerer.
For uden trygge og anerkendte medarbejdere har vi ingen “varme hænder”. Og uden varme hænder har vi ingen omsorg.
