Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Foredragholder
Jeg er fra Hirtshals, vendelbo, dansker, europæer og endeligborger i verden. Det er nu engang i Vendsyssel, jeg er født, det er dér jeg har hjemme, dér jeg har min rod og derfra min verden går, som der står i H. C. Andersens gamle sang. Jeg oplever ofte en vis berøringsangst over for det lokale og det nationale og mange politikere, meningsdannere med flere, har da også tit behov for først og fremmest at betegne sig selv som europæere eller verdensborgere. Sådan har jeg det ikke. Tværtimod. Jeg er stolt af at være fra Hirtshals og fra Vendsyssel.
Da jeg for noget tid siden var hjemme i Hirtshals, og gik en tur på Emmersbæk kirkegård, kom jeg til at tænke på dengamle sang af H. C. Andersen, hvor der står ”derfra min verden går”. For måske er der lidt en tendens til, at det er de helt nære relationer i den allernærmeste familie på den ene side og forestillingen om verdensborgeren på den anden side, der for mange moderne mennesker er blevet den primære identitetsmarkør. Alt det, der ligger der imellem, midt imellem verdensborgeren og familiefaderen – eller moderen – er på en eller anden måde ved at gå i glemslen. Det er en skam. For vi er jo ikke kun verdensborgere eller kernefamilier bag ligusterhækken, vi er også en del af et nærmiljø og et lokalsamfund.
På kirkegården taler gravstenenes udvikling deres tydelige sprog. Mange nyere gravsten bærer så indforståede og kortfattede inskriptioner, at kun afdødes allernærmeste pårørende kan have nogen anelse om, hvem det er, der ligger under den pågældende sten. ”Sov sødt lille Jens”, ”Hvil i fred kære Alma” eller slet og ret ”Elsket og savnet” er typiske budskaber på mange nyere gravsten. Men hvem er Jens og hvem er Alma? Jeg aner det ikke.
Før i tiden var det selvfølgeligt, at fulde navn og dato for både fødsel og død var skrevet på gravstenen. Ofte også hvad afdøde havde beskæftiget sig med, samt vedkommendes fødeby og hjemby. Tendensen med de mere indforståede og ret anonyme gravsten, fratager fremtidens bysbørn – og verdensborgere – muligheden for at gå en tur på kirkegården og mindes matematiklæreren, skoleinspektøren, naboen eller kammeratens far, der blev revet væk alt for tidligt. Det er en skam.
Det står naturligvis en hver frit for selv at bestemme, hvordan ens gravsted skal se ud. Men jeg må sige, at jeg er meget enig med Elof Westergaard, der er biskop i Ribe, når han i en bog om kirkegårdskultur siger, at tendensen med meget private gravsteder fratager dem, som man har delt by og lokalsamfund med en mulighed for at holde erindringen om afdøde i live.
De indforståede mindeord på moderne gravsten kan formentligt ses som endnu et eksempel på, at vi lever i en ret individualistisk tid. Men for mig er kirkegården et fælles rum, der ud over at være et sted, hvor vi begraver døde, også er en uvurderlig kilde til fastholdelse af erindringen om levet liv og til forståelsen af det liv, der stadig leves. Det synes jeg vi forsømmer, hvis de fleste af os vælger at ende vore jordiske dage under en alt for anonym gravsten.
Christian Borrisholt Steen er født i 1977 i Hirtshals. Debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Han er aktuel med bogen ”Ordet er frit – 47 klummer til tiden” og har siden 2014 holdt mere end 100 foredrag rundt omkring i Danmark om etik, tro og eksistens.