For en gangs skyld vil jeg springe let og elegant henover hovedsagen ved en fernisering, som i sagens natur er de udstillede værker, men der er så mange gode grunde til i stedet at dvæle ved andre indslag, da der fredag klokken 15 var fernisering på den udstilling, der traditionen tro var stablet på benene takket være Tværkulturel Hirtshals.
Der er ellers nok af både stærke og smukke kunstneriske indtryk at opleve på udstillingen, som har værker af lokale Inger Mortensen, den allesteds nærværende og kreative fotograf Arturs Pirazkov med rødder i Letland, den autodidakte billedkunstner Le Nguyen fra Vietnam og endelig iranske Samira Pourthagi, der desværre ikke selv kunne være til stede i Assistenthuset ved Hirtshals Fyr.
Formand Ole Valsson bød indledningsvis velkommen til de mange fremmødte gæster og gav dernæst ordet til den konservative 1. viceborgmester Per Møller, der indledte med at konstatere, at han ved sidste besøg på stedet havde fornøjelsen af at rappelle ned ad Fyret under eventen XTREM Hirtshals.
– Jeg synes, når jeg kigger rundt på de imponerende værker, at det er glædeligt at se, at der i de her, for vor landsdel så historiske bygninger, uden at overdrive, et nationalt pejlemærke, skønt at se at bygningerne også benyttes til en dejlig tradition som Pinseudstillingen, fastslog Per Møller.
– Den kultur, nærhed og varme I udviser, og har gjort det i årtier, er vigtig i en tid, hvor den ene krisesnak afløser den næste. At samle kunst, kultur, mennesker med forskellige baggrunde ved det her nationale pejlemærke henover Pinsen er rasende vigtigt og kan ikke undervurderes, lød det videre med en taknemlig henvisning til Tværkulturel Hirtshals.
Efter viceborgmesterens tale var det unge Julia, som er tosproget elev i 8. klasse på Hirtshals Skole og datter af vietnamesiske Le Nguyen, der sang et par yderst tankevækkende sange med fokus på taknemlighed og kærlighed i en ellers alt for tumultarisk og selvisk samtid, hvilket sikrede hende velfortjent og højlydt applaus i Assistenthuset.
Endelig leverede Dennis Lindhart en meget personlig og dedikeret tak fra iranske Samira Pourthagi. Kunstneren var lige præcis taknemlig for med udstillingen her at have et vindue ud til verden udenfor Iran. Her lever hun og andre kunstnere med præstestyrets censur og undertrykkelse.
Efter de tre meget forskellige, men hver på sin vis rammesættende indslag, var udstillingen åbnet. Som nævnt indledningsvis skal der ikke ofres mange ord på værkerne, hvilket altså ikke mindst skyldes, at de i dén grad fortjener at blive sanset og oplevet.
Udstillingen er åben fra klokken 11 til 17 til og med mandag den 29. maj. Pinsedag den 28. maj klokken 15 underholder et grønlandsk kor og en grønlandsk trommedanser.
Følg Tværkulturel her på Facebook.