En af de senest ankomne og tilflyttere til Tversted-Uggerby er fotograf med mere, Mikkel Urup, som tirsdag den 24. juni klokken 19-21 præsenterer film i Tannisbugt Bio i Sognehuset bag Tversted Kirke.
Bag biografen i sognehuset står de to menighedsråd i Tversted og Uggerby, og lige nu viser forskellige borgere ”sin favorit-film i vores lokal-biograf”.
Tanisbugt Bio har sit eget lyd- og billedeudstyr, som i den ”Lille Sal” i en rigtig biograf. Der vises film med noget på hjertet, i mange forskellige genrer, og alle får sig en hyggelig aften sammen med mulighed for en efterfølgende god snak om filmens indhold.
Tirsdag den 24. juni viser områdets nytilflyttede fotograf en tredobbelt Oscar-vinder fra 1987 frem: Moonstruck og på dansk: Lunefulde måne. Det er en livsklog og hjertevarm italiensk-amerikansk forviklingskomedie om at finde sit livs kærlighed – se denne appetitvækker:
Filmen handler om en farverig italiensk Brooklynfamilie og især den 37-årige enke Loretta, der kort før sit bryllup med en lidt kedsommelig, men stabil mand, møder dennes yngre bror og gennemgår en metamorfose fra resigneret borgerlighed til blomstrende lidenskab. Medvirkende blandt andre Cher, Nicolas Cage og Vincent Gardenia.
Tannisbugts borgere deler filmoplevelser med lokalsamfundet i Tannisbugt Bio på Skagensvej 59. Annemarie og Jan Petersen er igen så venlige at komme med hjemmelavet kage plus kaffe/the/kakao til 50 kroner for sommerhalvåret. Alle er meget velkomne.

Mikkel Urup har på adressen Tverstedvej 17 åbnet virksomheden Profilfoto, hvor han tilbyder alle former for portrætfotografering, herunder familiefoto, babyfoto, portrætter og bryllupsfoto.
– Lige ved siden af ligger vores store udendørsstudie, som er et unikt privat naturområde på 10.000 kvadratmeter som løbende bliver anlagt med smukke baggrunde, så der uanset årstiden er stemningsfulde omgivelser til smukke billeder. Her finder man en bred vifte af naturbaggrunde, som fremhæver skønheden i både mennesker og landskaber, uanset vejret eller årstiden.


