Teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune har besluttet at indsnævre Tannisbugtvej i Tversted fra cirka otte til cirka seks meter for at gøre plads til et bredere (3,5 meter) fortov – kaldet promenaden – i østsiden af vejen.
Det er der delte meninger om. Der er godt 250 underskrifter mod dette ene punkt i en ellers utrolig flot og af alle meget rost plan for områdefornyelse i Tversted i de kommende år. Roserne nærmest strømmer ind som anerkendelse for det store arbejde, der er lavet af mange personer og grupper i Tversted.
Det eneste punkt, der skiller vejene i Tversted er, at Tannisbugt bliver smallere. 14 ud af 17 adspurgte erhvervsdrivende har også skrevet under på en protest mod planen. De frygter trafikale problemer med en så meget smallere Tannisbugtvej.
NordsøPosten har tilladt sig at sammenligne en seks meter bred Tannisbugtvej – med mange privatbiler, trafik af lastbiler til virksomhederne, turistbusser, rutebusser, redningskøretøjer, en del motorcykler og mange cyklister, med eller uden batteri, ladcykler med børn samt dertil også mange gående – med Frilandsvej i Hjørring.
Frilandsvej fik for nogle år siden en dejlig bred cykelsti på 1,3 meter på den meste af vejen. Problemet, og skandalen, set med cyklisternes øjne, er det sidste stykke vej nærmest Bispetorvet ved føtex.
På den cirka halve kilometer er der ikke lavet fortov, da Hjørring Kommune ønskede at bevare de træer, der står i begge sider. Det vil sige, at cyklister ledes fra en bred vej ind på en meget smal vej. Det er i sagens naturligvis farligt for cyklistens helbred.
Den omtalte cirka halve kilometer af Frilandsvej er cirka seks meter bred – præcis som Tannisbugtvej bliver. Der er meget lidt plads til cyklister, ladcykler, knallerter, el-løbehjul og motorcykler. Denne skribent har mange gange set, hvordan biler passerer en cyklist med få centimeters afstand. Tæt på det uundgåelige, som vi håber aldrig sker.
En lastbil, en varebil, en bus, en ambulance og de rigtig store personbiler fylder næsten hele den ene vejbane. Samtid er der, som det også bliver i Tversted, parkering tilladt i begge sider af vejen.
De trange forhold bevirker, at når der er mange biler på vejen, vælger en del af sikkerhedsmæssige grunde at bruge fortovet som cykelsti. Det er jo ikke meningen, og cyklister på fortovene gør det utrygt at være gående alene for eksempel med en hund eller måske med en barnevogn, rollator og lignende.
Det kan for gående, folk i kørestole eller med rollator, voksne og børn, altså blive meget andet end afslappende at benytte promenaden langs Tannisbugtvej.
Forskellen på de to veje er, at der på den halve kilometer Frilandsvej er optegnet hvide streger helt ude ved fortovene, og hvis det er for cyklisternes skyld, har en cykel cirka en fods brede at gøre godt med.
Det siger sig selv, at forholdene bestemt ikke er trygge på den del af Frilandsvej. Hjørring Kommune er som med andre kommunale veje, cykelstier og fortove vejmyndighed.
Nu frygter mange i og med tilknytning til Tversted, at vejmyndigheden Hjørring Kommune er i færd med at begå samme fejltagelse på Tannisbugtvej. Derfor advarer så mange mod at lave Tannisbugt for smal.
Borgere imod en smallere Tannisbugtvej oplyser på Facebook, at underskrifts-indsamlingen lige nu omfatter 14 af de erhvervsdrivende på / ved Tannisbugtvej, samt en kreds af borgere omfattende i alt cirka 285 personer, hvor af de cirka 200 er bosiddende i Tversted eller det nære opland. De resterende er primært sommerhusejere fra det øvrige kongerige.