Ikke færre end 31 friske sjæle – 12 børn og 19 voksne – trak i løbeskoene (og nogen i de mere behagelige gåsko), da Team Harpsø deltog i Stafet For Livet i Hjørring i weekenden. I alt fik holdet tilbagelagt hele 1.305 runder. Det svarer næsten til at gå til København… bare uden bøvl med Storebælt.
Holdets helt store fighter, Bo, gik imponerende 32 runder, mens datteren Julie satte turbo på og løb hele 120 runder – og dermed officielt kan kalde sig holdets sprinter (og mulig kandidat til en OL-udtagelse i 2040). Børnebørnene fulgte stærkt trop: Milas på 7 år nappede 61 runder, og Liam, knap 12, tog hele 99 runder – heraf flere i nattens mulm og mørke, inden han endelig gik omkuld i teltet ved 2-tiden.

– Vejret var stort set med os – lige indtil regnen besluttede sig for at piske ned og sende vores tapre pavillon til de evige picnic-marker. Men selvom pavillonen afgik ved døden, holdt sammenholdet stand. For efter regn kom både sol og smil, fortæller Else Strauss Harpsø.

Stemningen var både rørende og hjertelig. En af deltagerne sagde efterfølgende: “Det er næsten hyggeligere end når vi samles til julefrokost – vi kommer hinanden ved på en anden måde.” Og det siger altså ikke så lidt, når man kender Harpsø-familiens julefrokoster.

– Vi gik selvfølgelig først og fremmest for Bo – vores fighter – men også for alle andre, der er ramt af kræft. Undervejs fik vi samlet omkring 41.000 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse, tilføjer Else.
Pengene kom i hus gennem gavmilde donationer, auktioner og en salgsvogn, der leverede alt fra sluch-ice til søde sager som candyfloss.

– Team Harpsø er både stolte, trætte og taknemmelige – og vi kan allerede nu love, at vi stiller op igen i 2026. Måske med endnu flere runder i skoene.
– Der skal lyde en kæmpe tak til alle vores sponsorer – af både den ene og den anden art – ingen nævnt – ingen glemt, slutter Else.
Foto: Privat.


