Ikke færre end 14 seje unge cykelryttere, ca. 40 noget ældre ryttere og et serviceteam på 10, var i weekenden den 17 og 18 juni på testtur, før afgang til Paris. Lørdag 209 kilometer og søndag 169 kilometer. En fantastisk præstation for alle, der var med.
– Weekendens udfordring var helt klar. Er alle godt 70 personer, som er involveret i Team Hjørring 2023, klar til afgang mod Paris torsdag den 6. juli 2023? En testtur, som i helt fantastisk vejr, blev en fantastisk succes – Team Hjørring 2023 melder klar til afgang, lyder det fra Per Kristensen hos Team Hjørring.
Det er i udgangspunktet ikke serviceholdet eller de ældre ryttere, som er det essentielle. Nej, det er de 14 unge rytter, som gennem mere end et år har kæmpet sammen. De unge, som kommer fra hele Hjørring kommune, har ansøgt om – og er blevet optaget blandt mange, til denne lidt specielle rejse.

– De er igennem det sidste år blevet udsat for mange udfordringer. Træning 3 gange om ugen. ”Ryste-sammen-ture” for at lære hinanden at kende og smelte sammen til en mega stærk gruppe. Forår, sommer og efterår på cyklerne ude på landevejene. På stadig længere ture. Vinteren med spinning og styrketræning i Vendia Fitness. At opnå den styrke, på kun 1 år – fysisk og mentalt – der skal til, for at klare en tur på cykel til Paris, klarer kun de færreste unge i alderen 14 – 17 år, uddyber Per Kristensen.
Men nu er de klar
For de fleste, der har fulgt eller følger de professionelle cykelrytteres største løb, vil de 9 etapers længder være velkendte. Næsten hele Danmark sad klistret til skærmen, da Jonas Vingegaard sidste år – nogle dage med over 200 km i sadlen kæmpede sig – i gult – frem mod Paris.

Det er de samme udfordringer, de unge mennesker tog op for ca. 1 år siden. Der er dog enkelte forskelle. Team Hjørring kører i hvidt, det er ungdomstrøjen. Team Hjørring kører ikke helt så stærkt. Vi giver os tid til at nyde landskabet ned gennem Europa. Så i stedet for at være undervejs i godt 5 timer om dagen, er en Team Hjørring rytter undervejs i mere end 10 timer om dagen. Team Hjørring har ingen hviledage. De tager 9 dage i træk. Kan man ikke tillade sig at konkludere, at det er nogenlunde dobbelt sejt?
– Vi gamle, der har været i periferien omkring de unge igennem det sidste år, har trænet sammen med dem 2 gange om ugen siden foråret. Vi kan kun bøje os i støvet for det, de unge har præsteret, slutter Per Kristensen.
Det fortjener da kæmpe opbakning!


