Regeringen og en række aktører har i regi af den grønne trepart indgået ’Aftale om et Grønt Danmark’ i juni 2024.
‘Aftale om implementering af et Grønt Danmark’ er netop forhandlet færdig med tilslutning fra de fleste af folketingets partier. Aftalen vil få betydning for det åbne land i Hjørring Kommune.
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skulle den 3. december tage stilling til, om udvalget kan anbefale Byrådet at arbejde videre med oprettelsen af en lokal grøn trepart, som omfatter Hjørring Kommune, og at godkende kommissorium for arbejdet.
Sagsfremstilling
Baggrund og elementer i ’Aftale om et Grønt Danmark’ og den efterfølgende implementeringsaftale
Regeringen nedsatte i december 2023 en grøn trepart, som skal understøtte, at der gennem dialog, samtænkning og fælles forpligtelser skabes grundlag for en samlet løsning for fremtidens landbrug i Danmark. Treparten har til formål at finde bredt funderede og langsigtede løsninger på landbrugssektorens klima- og naturudfordringer og komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark bedst forvalter vores areal, natur og drikkevandsressourcer.
Den grønne trepart består af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Herudover deltager Concito i treparten som en særskilt videnspart. Regeringen blev frem til juni 2024 repræsenteret i den grønne trepart af økonomiministeren, skatteministeren, miljøministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren samt ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Den 24. juni 2024 indgik treparten ’Aftale om et Grønt Danmark’. ’Aftale om implementering af et Grønt Danmark’ er netop forhandlet færdig med tilslutning fra regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Implementeringsaftalen støtter op om hovedelementerne i ’Aftale om et Grønt Danmark’. Aftalen er vedlagt i bilag 1.
Nogle af hovedelementerne i aftalen er, at der frem mod 2045 skal:
- udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inkl. randarealer inden 2030
- rejses 250.000 hektar skov frem mod 2045
- gives støtte til øvrig arealomlægning, f.eks. til vådområder, ekstensiv drift og 100.000 ha urørt skov
- igangsættes strategisk opkøb af jord bl.a. med henblik på kvælstofreduktioner og jordfordeling
I 2026 skal der udarbejdes en plan for genopretning af dansk natur, og her er parterne enige om, at der skal sættes et mål om, at mindst 20% af Danmarks landareal skal være beskyttet natur, herunder også udpegning af strengt beskyttet natur. Beskyttelse af drikkevand indgår som et vigtigt pejlemærke i aftalen, og drikkevandsbeskyttelsen skal tænkes ind i arealomlægningen til skov og natur.
I implementeringsaftalen er der lagt ekstra vægt på at fremme plantebaserede fødevarer.
Endeligt indføres der i aftalen CO2-afgifter på klimagasudledninger fra landbruget.
Hjørring Kommunes rolle i implementering af aftalen
Det fremgår af ’Aftale om et Grønt Danmark’ såvel som implementeringsaftalen, at der skal ske en lokal forankring af omlægningsindsatsen, og dermed får kommunerne en hovedrolle i implementering af aftalen.
I Hjørring Kommune er der en stærk tradition for at arbejde med omstillingsopgaver i samspil med omverdenen og i partnerskaber. I tråd med denne samarbejdstilgang vil den lokale implementering af aftalen både kunne fremmes gennem en helt lokal grøn trepart for Hjørring Kommune og gennem vandoplandsstyregrupperne (VOS). Hjørring Kommune er sekretariatskommune for Hovedvandopland Nordlige Kattegat og Skagerak, som har væsentligst betydning i vores kommune.
I VOS-samarbejdet skal vi samarbejde med 9 øvrige kommuner om en omlægningsplan for hovedvandoplandet, som skal afleveres allerede senest med udgangen af 2025. Til forskel fra andre Hovedvandoplande er der ikke et særligt fokus på kvælstof i Nordlige Kattegat og Skagerak. Til gengæld er der en stor opgave med udtagning af lavbundjorde, samt at opfylde aftalens øvrige hovedelementer.
En lokal grøn trepart i Hjørring Kommune?
På baggrund af indledende drøftelser i Teknik- og Miljøudvalget foreslås det, at der oprettes en lokal grøn trepart, som skal arbejde i geografien Hjørring Kommune. Forslaget beror på, at det vil fremme den lokale forankring af arbejdet, såvel i Byrådet som hos de aktører, der skal hjælpe med at implementere aftalen konkret. En lokal grøn trepart med udgangspunkt i kommunen vil bedre kunne arbejde i helheder, fremfor udelukkende et indspil i VOS-regi, som vil have karakter af enkeltprojekter.
Forslag til formål for Hjørring Kommunes grønne trepart:
- Oversætte Aftale om et Grønt Danmark til Hjørring Kommune geografi
- Skabe konturerne til ny planlægning i det åbne land
- Bane vejen for konkrete projekter. Det kan være i forhold til at påvirke rammevilkår på nationalt plan, og det kan være at bruge trepartens lokale netværk til at løfte opgaven og være vært for arrangementer i en større kreds.
- Stille Hjørring Kommune bedst muligt i forhold til finansieringsmuligheder
til at kunne gennemføre omstillingen
Forslag til deltagere:
Administrationen foreslår, at der i udgangspunktet laves en direkte oversættelse fra den nationale grønne trepart til en lokal grøn trepart. Aktørerne fra de deltagende organisationer har allerede forpligtet sig til at arbejde for implementering af aftalen, og aktørerne har et netværk til at adressere udfordringer i implementeringen af aftalen.
Derudover foreslår administrationen, at Naturstyrelsen Vendsyssel og Hjørring Vandselskab inviteres med i den lokale grønne trepart, da de kan være med til at løfte opgaven med udtagning af jord til andre formål, herunder skov, natur og drikkevandsbeskyttelse.
Sammensætningen af deltagerkredsen i en lokal grøn trepart for Hjørring Kommune vil, i en direkte parallel til den nationale grønne trepart, kunne sammensættes på følgende måde:
- Hjørring Kommunes byråd, 5 repræsentanter
- Landboforeningen Agillix, 2 repræsentanter
- Danmarks Naturfredningsforening, 2 repræsentanter
- Fødevareforbundet NNF Nordjylland, 1 repræsentant
- Metal Vendsyssel, 1 repræsentant
- DI Vendsyssel, 1 repræsentant
- Naturstyrelsen Vendsyssel, 1 repræsentant
- Direktøren for Hjørring Vandselskab
Arbejdet i den lokale grønne trepart i Hjørring Kommune foreslås tæt koblet til Hjørring Kommunes klimapartnerskab. Klimapartnerskabet og Handletanken for Den Store Klimarejse vil udgøre et stærkt fundament for engagement og sparring.
Ligeledes foreslås en tæt forbindelse til de frivillige aktører, som ligeledes på hver deres område kan få en vigtig rolle i implementeringen. Finansieringsinstitutter vil også være vigtige samtalepartnere i arbejdet, blandt andet i forhold til omlægning af landbrugsjord, muliggøre jordfordeling og evt. fondsstøtte til arbejdet.
Internt i kommunens administration forankres arbejdet, så det bedst muligt kan koordineres med kommuneplanlægning i det åbne land, planlægning for vedvarende energi, sekretariatsfunktion for Vandoplandsstyregruppen (VOS), samt kobling til den øvrige driftsorganisation, som beskæftiger sig med beslægtede emner som lavbundsprojekter, grundvandsbeskyttelse, landdistriktsudvikling, natur, mv.
I bilag 2 er vedhæftet et forslag til kommissorium. Arbejdet i den lokale grønne trepart for Hjørring Kommune foreslås i første omgang at følge omlægningsplanen, som skal udarbejdes i 2025. Med udgangen af 2025 evalueres arbejdet i gruppen. I 2026 beslutter det nye byråd hvordan arbejdet med implementering af aftalen om et Grønt Danmark skal videreføres.
Næste skridt
Såfremt Byrådet beslutter, at det skal arbejdes videre med en lokal grøn trepart i Hjørring Kommune, vil administrationen invitere aktørerne til at deltage i den lokale grønne trepart for Hjørring Kommune samt forelægge en udpegningssag for Byrådet i januar måned 2025 med henblik på at afklare Hjørring Kommunes politiske repræsentation i den lokale grønne trepart i kommunen. På samme møde forelægges en udpegningssag, som skal afklare Hjørring Kommunes deltagelse i 2 vandoplandsstyregrupper.
Lovgrundlag
Aftale om et Grønt Danmark
Aftale om Implementering af et Grønt Danmark
Hjørring Kommunes Klimahandlingsplan
Hjørring Kommunes Vandforsyningsplan
Hjørring Kommunes Naturpolitik
Horisont og Handlekraft
Kommuneplanen
Økonomi
Aftalepartierne har aftalt at afsætte midler til implementering af aftalen, herunder også midler til at understøtte kommunernes arbejde. Det er endnu uvist, hvordan midlerne konkret vil blive udmøntet.
Hjørring Kommune har tidligere opnået statslig finansiering til den faciliterende lavbundsindsats, herunder midler til at drive VOS-sekretariatet for den vandoplandsstyregruppe, som er mest relevant for Hjørring Kommune. Der er 10 kommuner, som er tilknyttet sekretariatet.
Byrådet har afsat 4,500 mio. kr. årligt til uforudsete klimahændelser. Såfremt midlerne ikke bliver anvendt til uforudsete hændelser i det pågældende år, bliver de det efterfølgende år prioriteret helt eller delvist til arbejde med infrastruktur, klima og energi.
Sundhed
Implementering af aftalen vil bidrage til en øget adgang til naturen og dermed til nye rekreative muligheder for kommunens borgere og besøgende.
Bilag
Bilag 1 – Aftale om implementering af et Grønt Danmark
Bilag 2 – Kommissorium for lokal grøn trepart i Hjørring Kommune
Bilag 3 – Borgmesterbrev om Aftale om et Grønt Danmark
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at der arbejdes videre med en lokal grøn trepart i Hjørring Kommune, og
- at udkast til kommissorium for lokal grøn trepart i Hjørring Kommune godkendes.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at udkastet til kommissorium for etablering af en lokal grøn trepart i Hjørring Kommune godkendes med det foreslåede formål og organisering.
Det anbefales dermed, at der arbejdes videre med realiseringen af ”Aftale om implementering af et Grønt Danmark” som beskrevet i sagsfremstilling og kommissorium.
Tim Jensen deltog ikke i behandling af punktet.