Kaosfabrikken får helt ekstraordinært besøg af 4 blændende fantastiske musikere, der tilsammen udgør The DeSoto Causus.
The DeSoto Caucus er:
Anders Nolde Pedersen
Peter Dombernowsky
Nikolaj Heyman
Dennis Ahlgren (Henrik Poulsen)
The DeSoto Caucus samlede sig i det amerikanske band Giant Sand i årene 2003-2008, og har siden udsendt 4 plader med original nordicana. De har sat en lang række solister musikalsk i scene bl.a. C.V. Jørgensen, Agnes Obel og Mark Lanegan, og turneret rundt om i Europa.
Nu er indspilninger til bandets 5. album i gang og kursen er sat mod de hjemlige landeveje – og her kommer de forbi KAOSFABRIKKEN i Løkken!
The DeSoto Caucus spiller iørefaldende sange i sejt flydende grooves med sprød twang og frønnede guitarer. Det er historier om øde landeveje, vildfarne sjæle, månens særlige tiltrækningskraft og tilværelsens almindelige ualmindelighed. Håndspillet, organisk og dynamisk, med lydhørt trommespil, boblende orgel og stærke vokaler.
De 4 herrer er garvede musikere, der til daglig optræder og indspiller i et hav af forskellige konstellationer: Peter Sommer, Marie Frank, Michael Falch, Poul Krebs, PowerSolo, C.V. Jørgensen, Tina Dicow.
Det er imildertid som The DeSoto Caucus, at de tager fat om deres musikalske rødder i den amerikanske tradition, som de behandler på en meget nordisk måde.