Fra april måned vil der være mulighed for at deltage i guidede vandreture med udgangspunkt fra Aalborg Streetfood. I første omgang tilbydes to ture, nemlig torsdag den 11. april kl. 17 og søndag den 21. april kl. 10.
”Vi fik en henvendelse fra vandreguide Lars Hansen fra The Sky Is Blue i forhold til, hvorvidt vi kunne være interesseret i at være samarbejdspartner i dette spændende initiativ. Og det skulle vi ikke tænke længe over, da vandretemaet på alle måder er godt – og passer perfekt ind i vores folkelige udtryk her ved Aalborg Streetfood,” udtaler eventkoordinator Laura Simbold Gulstad.
The Sky Is Blue har de senere år tilbudt guidede vandreture i naturen omkring Tversted, Tornby, Råbjerg og Lønstrup og tiden er nu kommet til Aalborg.
”Jeg kender Aalborg aldeles godt og har i et stykke tid haft en plan om at udbyde en vandretur, hvor det er motionsdelen og oplevelser i naturen, som er det centrale. Det er ikke nogen tilfældighed, at det bliver med udgangspunkt i vestbyen og ved lystbådehavnen. Herfra er der virkelig gode muligheder for at sammensætte en spændende vandretur, som de fleste vil finde interessant, heriblandt; lystbådehavnen, Fjordparken, Kridtgraven, Rotunden, Skov- og mølleparken, Ålborgtårnet og ikke at forglemme Limfjorden,” fortæller vandreguide Lars Hansen fra The Sky Is Blue.
“At Aalborg Streetfood straks var med på idéen er meget glædeligt, da stedet på alle måder er perfekt som base for en vandretur. Her er god plads, mulighed for parkering, fine toiletforhold og selvfølgelig mulighed for at få noget at drikke eller spise efter strabadserne,” tilføjer vandreguide Lars Hansen.
Det er planen at der snarest vil blive udbudt flere datoer med vandreture end de to nævnte.