– Selv om vi leverer til mange lande i hele verden, betyder det danske og det lokale marked også rigtig meget for os. Vi producerer i virksomheden på Vandværksvej selv alt det, vi sælger til ind- og udland, og vi hører hjemme i Hjørring Kommune. Ingen tvivl om det, fortæller Ivan Lindgren Hansen.
Han ejer sammen med sønnen Steffen ThermIT, som lige nu har seks ansatte.
– Vi er glade for, at også virksomheder som ThermIT bakker op om Hjørring Handel, der har vokseværk både i størrelse og især i styrke. Vores medlemmer forstår vigtigheden af at stå sammen og arbejde for byen samlet. Det er vigtigt for alle at få sat Dejlige Hjørring på landkortet, siger event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.
– Det er vigtigt at fortælle også uden for bygrænsen, hvad vi kan tilbyde lokalt. Markedsføring betyder meget for de fleste virksomheder. Det er vigtigt for en by som Hjørring og ikke mindst for detailhandlen samt restaurations- og oplevelsesbranchen og dermed også vigtigt for arbejdspladser.
– Derfor har vi etableret ThermIT Marketing, hvor vi gerne hjælper andre med markedsføring som for eksempel rådgivning, hjælp til pressemeddelelser, kontakt til relevante medier, foto og video om virksomheder, butikker, events, foreninger, politiske valgkandidater med videre, forklarer Ivan Lindgren Hansen.
– Vi har i Hjørring også mange fælles interesser blandt andet arbejdet med bæredygtighed og FNs 17 Verdensmål, der sætter kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten. Vi genbruger for eksempel rigtig meget af vores brugte produkter, som vi køber tilbage fra kunderne, når der skal købes nyt. Vi vil gerne være med til at vise vejen for andre, siger ThermITs direktør og salgschef.