TILLYKKE: Tirsdag den 17. januar fylder Hjørring-virksomheden ThermITs stifter, salgschef og direktør Ivan Lindgren Hansen 69 år og har stadig fuld fart på.
Den smarte trådløse temperaturovervågning produceres i Hjørring og sælges i mange lande til restauranter, storkøkkener, plejehjem, sygehuse, butikker, apoteker og andre med temperaturfølsomme varer.
Den første komplette ThermIT-løsning bestod af et GSM Modem og Trådløse Sensorer og blev lanceret i juli 2009. Udviklingen af det trådløse temperaturovervågningssystem og den tilhørende web-portal begyndte to år tidligere.
Ivan Lindgren Hansen og den nu tidligere medejer Jørgen Jensen opfandt konceptet bag ThermIT på vej hjem fra et kundebesøg ved et stort olieselskab. De havde under besøget haft en samtale om, at mange tankstationer fik bøder, da de ikke har tid og personale til at overvåge og dokumentere butikkernes kølere og frysere.
De to havde allerede leveret et ERP system til benzin-branchen og så derfor en mulighed for at hjælpe deres kunder med et system til temperaturovervågning.
Efter fem minutter var ideen på plads:
Løsningen skulle være trådløs og skulle ikke kræve vedligeholdelse.
Det skulle være nemt for kunden selv at installere.
Det skulle ikke være nødvendigt at installere lokalt software.
Data skulle kunne tilgås gennem web browser og være tilgængeligt døgnet rundt i op til fem år.
Ivan og hans daværende kollega, softwareingeniør Kenneth F. Christensen, udviklede konceptet og begyndte gradvist at forme det produkt, som i dag er meget anerkendt under navnet ThermIT.
Ivan Lindgren Hansen og medarbejderne på Vandværksvej i Hjørring fortsætter med at udvikle deres produkt med nye modems, kraftigere sensorer og ny moderne Cloud-baseret software og hardware indenfor IoT teknologi.
Motorsport, teknik og salg har altid stået højt på fødselarens cv, som ganske vist ikke var opfundet i 1975, da han overtog forpagtning af Texaco Servicestationen på Tørholmsvej i Hjørring. Det blev Danmarks første butik med elektronisk dankort terminal og første butik, hvor man kunne leje en AP-Phillips bærbar mobiltelefon. Bærbar betød dengang noget mere fysisk end i dag.
I 1986 udviklede Ivan Lindgren Hansen videoudlejningsprogrammer til copmputere sammen med Søren Leifsgaard og Morten Sandlykke. Året efter udviklede trekøveret også bogføringsprogrammer til benzinstationen (TankMax), som blev leveret til alle Texaco-stationer i Danmark.
Fra 1992 og otte år frem var han direktør og medejer i Tankdata ApS som datterselskab af Sandlykke & Leifsgaard. I 1993 indgik TankMax aftale om levering af systemet til Statoil Norge og Sverige og året efter til Statoil Baltikum. I 2000 solgte Ivan Lindgren Hansen sin aktieandel af TankData til Targit A/S.
Samme år blev han ansat hos Navi Partner, som i dag er Aalborg-virksomheden Agidon, og fik sammen med direktør Jørgen Jensen idéen til ThermIT, som i dag fortsat holder Ivan Lindgren Hansen i fuld sving.
ThermIT ejes nu af fødselaren og dennes søn Steffen Lindgren Hansen, som meget fortællende tirsdag ikke kunne være på kontoret for at lykønske farmand på grund af installationsopgaver på Sjælland.