Af Thomas Beck Sørensen
Vice President, Head of Communications
European Energy
Thorbjørn Jacobsen fra Liberal Alliance efterspørger dokumentation for, at solpaneler, som European Energy opstiller i Danmark, kun udleder omkring 30 gram pr. produceret kilowatt-time.
Dokumentationen er frit tilgængelig på internettet, hvor de offentligt tilgængelige miljøkonsekvensvurderinger, vi laver i forbindelse med udviklingen af vores projekter i landets kommuner, ligger åbent for alle. Her vil det fremgå, hvilken metode der er brugt, og hvilke kilder vores konklusioner bygger på. Hvis Thorbjørn Jacobsen har brug for gennemgang af disse data, er han velkommen til at komme på besøg i vores virksomhed, hvor vi gerne byder på kaffe og en gennemgang.
Vi har mere end 20 års erfaring i at opstille vedvarende energiprojekter, og derfor har vi i samarbejde med vores partnere fundet nøglen til at udvikle projekter, der faktisk er så effektive i produktionen, at vi ikke belaster klima og miljø mere end allerhøjst nødvendigt.
Thorbjørn Jacobsen har ret i, at solceller baseret på silicium bruger mere energi i produktionen end alternativer. Derfor er det vigtigt, at vi stiller krav til, at produktionen foregår med energi fra vedvarende energikilder. Allerede i dag køber vi paneler fra partnere, hvor over halvdelen af deres produktion bliver lavet på vedvarende energi.
Men lad os få svesken på disken: Er Thorbjørn Jacobsens ærinde i virkeligheden et andet, nemlig hvordan får vi sat skub i kernekraft i Danmark? I European Energy er vi tilhængere af alle energiformer, der ud over at være fossilfrie kan opstilles uden statsstøtte og stadig levere strøm til konkurrencedygtige priser, og som er mulige at opstille frem mod 2030, da klimakrisen buldrer derudaf.
Kernekraft er båret af store og langvarige statsstøtteprogrammer. Det ser vi fx lige nu i England, men også i Sverige, hvor den siddende regering er ved at indføre 40 år lange fastprisaftaler og har afsat 400 milliarder kroner i statslige kreditgarantier – og der er kun de svenske skatteborgere til at betale for det.
Og så mangler vi at se beviset for, at kernekraft kan blive realiseret i Danmark inden for en overskuelig fremtid. Kigger man lidt uden for egen havelåge, skræmmer historien: I april 2023 blev den tredje reaktor af det finske Olkiluoto-værk sat i drift. Den politiske beslutning blev truffet i 2002. Hvad gør, at Thorbjørn Jacobsen tror, at vi i Danmark kan gøre det hurtigere end finnerne, der trods alt har bygget kernekraftværker siden 1970’erne? Har vi tid og råd til at vente så længe?
Thorbjørn Jacobsen efterspørger også svar på, hvordan vi sikrer klarhed i vores kinesiske forsyningskædes 3. og 4. led. Det er rigtigt, at det er her, der er anklager om tvangsarbejde. Gennem et tæt samarbejde med vores leverandører af solpaneler har vi fået etableret et sporingssystem, der gør det muligt at spore oprindelsen af vores paneler helt tilbage til silicium-råmaterialet.
Der er tale om et ganske omfattende sporingsarbejde som udføres af mine kollegaer inden for bæredygtighed og indkøb i samarbejde med medarbejdere ansat i Kina. Dette sporingsarbejde giver os dokumentation for, at fabrikkerne, der bearbejder silicium, ikke er placeret i Xinjiang.
Polen påbegynder opførsel af atomkraft i 2026, og den første reaktor kobles på nettet i 2033.
Atomkraft leverer 24/7.
Solceller når solen skinner.
Er “tvangsarbejde” ikke bare et mere tilforladeligt industri-ord for “slaveri”?
Ifølge European Energy (EE) er det bare “anklager”, mens menneskeretsorganisationer rapporterer om en million mennesker fra det uiguriske befolkningsmindretal indsat i kinesiske kz-lejre.
EE mener således ikke, at der findes beviser for de kinesiske kz-lejre? Det er bare “anklager”?
Har EE taget officielt og højlydt afstand fra slaveriet i Xinjiang? (næ, ikke mig bekendt)
EE hævder at have “etableret et sporingssystem, der gør det muligt at spore oprindelsen af vores paneler helt tilbage til silicium-råmaterialet”.
Kunne kommunikationschefen beskrive dette sporingssystem nærmere?
EE hævder at have “dokumentation for, at fabrikkerne, der bearbejder silicium, ikke er placeret i Xinjiang”.
Gælder ESG-garantien BÅDE “produktion og mineudvinding” OG “bearbejdning” af silicium?
Ellers er der bare tale om EE-kommunikations-spin.
Det ville glæde mig at se European Energys svar på disse spørgsmål.
I øvrigt: Vendelbo-Listen har stemt – og stemmer – nej til alle nye solceller i Hjørring Kommune, ikke bare European Energys.