Hjørring Kommunes socialdemokratiske viceborgmester, Thomas Klimek, skal forsøge at genvinde kredsens nuværende mandat ved næste folketingsvalg. Bestyrelsen i Hjørringkredsen indstiller til, at Klimek opstilles som ny folketingskandidat.
Thomas Klimek er 2. viceborgmester og tidligere formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Ved kommunalvalgene i 2017 og 2021 blev Klimek med store personlige stemmetal nummer to på den socialdemokratiske liste efter den mangeårige borgmester Arne Boelt.
”I bestyrelsen er vi meget tilfredse med, at Thomas Klimek har sagt ja til at stille op. Thomas er en hårdtarbejdende og markant lokal stemme, som vi tror kan genvinde kredsens mandat ved næste folketingsvalg,” udtaler John Bagger, formand for Socialdemokratiet i Hjørringkredsen.
Erhvervserfaring og lokalt forankret
Thomas Klimek mener, at tiden er moden for lokale kandidater med solid erhvervserfaring.
”Landspolitik er blevet meget professionelt og den første karrierevej for nogle. Jeg har taget en anden vej med små 30 år fra den private og offentlige sektor i ind- og udland. Med min lokalpolitiske erfaring kan jeg bidrage til arbejdet i Folketinget med en anden indsigt,” udtaler Thomas Klimek.
Postnummer afgør velfærden
”Nordjylland har brug for, at vi gør afstanden kortere fra Christiansborg til nordjydernes hverdag. Vores regions potentiale er stort. Det kræver investeringer i Nordjylland og en retfærdig kommunal udligning. I dag er det desværre dit postnummer, der er afgørende for, hvor mange penge, der er til den lokale skole eller ældrepleje. Fra Thy til Skagen sparer de nordjyske kommuner sig ihjel. Det er helt urimeligt,” siger Thomas Klimek, der også peger på forsvaret og psykiatrien.
Forsvarets skibe skal bygges i Nordjylland
”Det er os her i Nordjylland, der bør få opgaven med at bygge Forsvarets nye skibe. Vi har allerede solid erfaring med skibsbyggeri og f.eks. er Frederikshavn allerede NATO-havn. Ligeså skal psykiatrien løftes markant. Nordjyske børn og unge venter flere år på en udredning. Det slider hele familier op,” udtaler Thomas Klimek.
Hjørringkredsens nye folketingskandidat vælges på en ekstraordinær generalforsamling senere i foråret.