Af Thomas Klimek
Byrådsmedlem og kandidat ved KV25
Socialdemokratiet
Ja, undskyld hvis jeg ødelægger den gode stemning i denne tid, hvor Hjørring Kommunes fremtid er marineret i gyldne løfter, og gaderne flyder i mælk og honning.
Måske er dette indlæg ligefrem et lille, politisk selvmord med 32 dage til valget, hvor man helst skal love løs og fremstå som en kommunal Messias, der stiger ned til vælgerne den tredje tirsdag i november.
Sådan fungerer verden – og ikke en kommune som bekendt ikke.
Alting kommer med en pris – særligt løfter fremsat a conto før valgdagen d. 18. november.
For pegefingeren fra den lille dreng i Kejserens nye klæ´r kunne måske være velvalgt i denne tid, hvor nærmest alt kan lade sig gøre, og en kommunal krone kan bruges både to, tre, fire og endda fem gange, når man følger debatten.
Så selvom det følgende budskab nok er en gammel traver mig fra, så vover jeg igen et kedeligt øje og undrer mig?
Undrer mig over, hvor lidt vi taler om, hvor pengene skal komme fra?
Jeg er handelsuddannet og stod i lære for 30 år siden. Dengang som i dagens handel, kom kunderne ikke altid af sig selv. Hvad gjorde vi så?
Vi bedrev kold kanvas. Kold kanvas er som bekendt en salgsteknik, hvor en sælger uopfordret kontakter potentielle kunder eller markeder, som ikke af sig selv har vist interesse for eller måske kender til sælgers vare eller potentiale.
Hvad har det så med Hjørring Kommune og kommunalvalget om 32 dage at gøre?
En hel del hvis vi gerne vil gøre den berømte kage større. For kender omverdenen nok til Hjørring Kommune? Svaret er indlysende; nej, det gør den ikke.
Hvad kan vi gøre for at tiltrække flere borgere, studerende, investeringer, virksomheder og politiske beslutninger til vores kommune?
Vi skal være ambitiøse på en langt højere klinge og køre kold kanvas på flere niveauer. Niveauerne bør som minimum være et erhvervsmæssigt og et politisk niveau.
Erhvervsmæssigt skal Hjørring Kommunes erhvervsindsats være langt mere synlig. Vi skal styrke den måde, som vi samarbejder med nuværende virksomheder, store som små, men vi skal i særdeleshed ud og være til stede der, hvor potentielle virksomheder og investorer findes. Vi skal også blive klogere på hele vores erhvervsområde og ikke løbe som hovedløse høns efter en eller anden branchemåling af erhvervsklimaet. Det nyvalgte Arbejdsmarkedsudvalg bør derfor som det første iværksætte en stor og grundig erhvervsundersøgelse, der også inkluderer detailhandel, restaurant- og turisme, landbrug og de brancher som aldrig figurer i diverse temperaturmålinger af erhvervsklimaet. Hjørring Kommune har langt over 4000 registrerede virksomheder. Lad os blive langt klogere på dem – og hvad der skal til for at runde 5000 i næste byrådsperiode?
Politisk er vi ærligt gået for meget i stå i denne byrådsperiode. Vi skal være mere udfarende, både nationalt og internationalt. I plan- og udviklingsstrategien Horisont & Handlekraft fra 2022, har vi bl.a. en målsætning om, at vi vil arbejde med at styrke samarbejdet med særligt Norge, men også med resten af Skandinavien og det nordatlantiske område. Vi har taget hul på dette arbejde, bl.a. med Edinburgh i Skotland og Kristiansand i Norge, men vi er langtfra offensive nok. Kold kanvas gælder også i politik. Et eksempel er, at undertegnede efter de færøske kommunalvalg i november sidste år kontaktede Torshavns nyvalgte borgmester, Elsa Berg, og uformelt drøftede mulige samarbejdsrelationer mellem vores kommuner. I maj måned fulgtes det så op med et officielt møde med borgmester Elsa Berg på rådhuset i Torshavn (se link nederst).
Torshavn Kommune virkede oprigtigt interesseret i flere relationer til Hjørring Kommune, og vi er jo i forvejen forbundne af færgen fra Hirtshals til Torshavn. Nu skal relationen holdes varm, så fælles potentialer indenfor turisme, erhverv, uddannelse, skole og kultur kan styrkes. På det nationale niveau skal vi dyrke Christiansborg langt mere. Vi skal være på forkant med politiske beslutninger, særligt udflytninger af offentlige arbejdspladser eller større opgaver. De nye og store opgaver til Frederikshavn indenfor forsvarsområdet, er et klokkeklart eksempel på, at det nytter, når nordjyske politikere arbejder i kulissen for Nordjylland.
Vi kan ikke leve af at klippe hinanden – eller dem ovre i Frederikshavn eller Brønderslev, for den sags skyld.
Vi er nødt til at se længere, meget længere, end til kommunegrænsen, hvis vi vil tiltrække den vækst og de investeringer, som der skal til, hvis alle tidens flotte ord skal omsættes i bedre, lokal velfærd – for det betales ikke med skåltaler og gode intentioner.
Link til omtale af besøget i Torshavn



Thomas Klimek prøver at vænne vælgerne til den tanke, at en socialdemokratisk drevet stilstand og stagnation er noget naturligt og uomgængeligt. Klimek nævner ordet messiansk, og ja, der er en noget lidelses-betinget Golgata-gang, som er hans vision for Hjørring.
Må jeg anbefale at læse Vendelbo-Listens budgetforslag til byrådsmødet 8.10?
Vi har en plan for økonomisk vækst og bosætning. Og vi leverer 10 mio. kr. mere på kommunens kistebund end Socialdemokratiet og de øvrige forligspartier (V, K, R, DF, Enhedslisten).