Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Ja, en død digter fik det første ord i Socialdemokratiets budgettale her i aften.
Og det gjorde Dan Turéll fordi, at noget så usexet som 2. behandlingen af et kommunalt budget handler om ét forhold i hans ord og vores liv:
Hverdagen
Hverdagen, altså det daglige liv for godt 63.000 borgere i et forblæst, men smukt hjørne af Vendsyssel.
For hverdagen er drømmenes vugge. Drømme opstår, forfølges og udleves i hverdagen.
Det lyder højtravende, men det er faktisk sådan, det er.
Nogle drømme kan indfries på stedet og med få handlinger af lokale kræfter og ildsjæle.
Andre kræver større kræfter, kapital og politiske flertal. Det er mange af de drømme, som denne forsamling møder i budgettet og forhandlingerne om samme.
Øvelsen for os er så, at drømmene skal blive virkelige i et politisk maskinrum, hvor det smukke ord skal overleve mellem kliniske og kolde størrelser som drift, anlæg, balancepuljer, likviditet og rul.
Ikke desto mindre er det netop der, at lavpraktiske drømme om en sikker cykelsti – og dermed skolevej – på Lønstrupvej fik liv. Eller et nyt klubhus hos de driftige foreningsfolk ude i Bagterp.
Og bedre rammer og lokaler til vores folkeskoler, hvor der nu investeres massivt.
Eller Fælledhuset i Tversted.
Færdiggørelsen af midtbyprojektet, så drømmen om mere liv og handel i Hjørring Midtby kan ske.
Eller de mange gode tanker og idéer som spirer i omkring Halvorsmindevej, Bagterp og Hjørring Syd.
Og nye udtryk og liv i Vrå, Tårs, Løkken, Hirtshals Sindal, Hjørring og andre steder i form af street art på gavle og gader samt et nyt vartegn og skulptur i Lønstrup.
Det er også drømme, der alle sammen lever mellem og på linjerne i noget så tørt som en budgettekst, hvor også stærke frivillige kræfter som:
Landsbyforum, Sangkraft, Hirtshals Operafestival, Hjørring Sommerspil, Alsang2026 og Udviklingspuljen til vores selvejende haller har fundet ind.
Men ikke alt er forløste eller forliste drømme i et budget.
Nogle gange er det bare et stille, beskedent håb.
Så til dig, der sidder derude bag skærmen på dit værelse i et hjem, hvor mor eller far for ofte holder mere om flasken end om dig.
Ja, du drømmer nok ikke, måske tør du ikke engang håbe.
Ellers også gør du?
Om en hverdag, der bare er helt almindelig, hvor man ikke er nervøs for at tage venner med hjem fra skole eller får mavepine, når det skramler og klirrer i stuen.
Vi ved, at du ofte må føle dig alene i den verden, der ikke er en drøm, men et mareridt i et ungt liv.
I budgettet er der derfor prioriteret en indsats for unge fra hjem præget af misbrug.
Nej, det redder ikke verden, men det kan i bedste fald forbedre din hverdag.
Det skal være vores mål.
Og ja, selvom skattestigningen på én promille i 2022-forhandlingerne stadig redder noget eller som sagt bare kan give grobund for lidt lys i en, for nogle borgere, mørk hverdag, så er der stadig alt for mange lokale drømme, som vi ikke kan give flyvehøjde i dette budget – hvor end vi gerne ville.
Vi har meget begrænsede midler, selvom vi har været ude i alle hjørner for at finde den sidste bøjede femøre. Vi tog sammen med Venstre, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten en masse tæsk for tre år siden, da vi valgte at lægge den berømte promille på kommuneskatten og skaffede 12 millioner kroner.
De millioner sagde nogle nej til at skaffe.
Til gengæld har ALLE partier og lister siden da meget gerne ville hjælpe med at bruge dem
– og i den forbindelse da en særlig tak til de Konservative for ikke længere at være så konservative, at det gør noget på skatten
– og ligeledes Dansk Folkeparti for at acceptere de økonomiske tyngdelove og i aften tilslutte sig skattestigningen og budgetforliget – godt at se jer inde ved bordet og under ansvarets tunge åg. Lad det blive en vane.
For sådan er virkeligheden i jernindustrien og lokalpolitik
og derfor skuffer alle over tid ..
… og vi kommer til at skuffe nogle af jer hverdagsdrømmere derude.
Men I er altså ikke glemt.
Og ja, vi tager faktisk langsigtede beslutninger i Hjørring Kommune, selvom jeg har noteret mig det modsatte synspunkt i lokale medier.
Vi kan bare ikke favne alt, men er noget langsigtet nok, så lever det sandsynligvis også til næste budgetproces som tager sin start om blot 4-5 måneder – for glemt er I ikke.
Der er givet til gården og gaden i et kompromis, hvor et stort flertal af os deler tæskene i porten, for de drømme som ikke kan opfyldes lige nu.
Og lyt nu godt efter derude;
Af de 33.819 stemmer, der blev repræsenteret i dette byråd ved valget for fire år siden, er 32.414 borgere! med i dette budgetforlig.
Det svarer til næsten 96%´s repræsentation.
Det glæder vi os over i Socialdemokratiet.
Og selvom vi kan se os selv omtalt som et træt magtparti og andre fantasifulde prædikater, så er det åbenbart os, der har kræfterne og evnen til at omsætte vores stemmer i reel politik, mens andre taber pusten hvert år.
Vi holder energien oppe og derfor har vi gennem fire år arbejdet vores stemmer ind i fire budgetforlig i et byråd med klart borgerligt flertal.
Så til jer godt 11.000 borgere, der viste os tillid for fire år siden – jeres stemmer har arbejdet lige siden.
Vi afleverede en solid kommunekasse med 408 millioner til det nye borgerlige styre 1. januar 2022.
Vi kunne have valgt at stå udenfor og pege fingre ind i lokalet, hvor tingene sker.
Det ville have været det letteste i verden, hvis vi kun var optagede af at redde vores egen røv og sæde på valgdagen om 41 dage.
Men det strider mod vores politiske natur at være magtesløse tilskuere til andres ansvar og løsninger.
Det er ikke noget, vi siger.
Det er noget, vi gør.
Det har vi ikke bare gjort det de sidste fire år – men i hvert eneste budgetforlig de sidste 30-40 år.
Og hvis vi virkelig skulle være kommet dertil, hvor tiden kalder på noget helt andet. Kalder på lette budskaber om Matadorpenge ad libitum, gyldne løfter, gold kritik og frem for alt simple løsninger og enkle svar på komplicerede spørgsmål … såvel nationalt som lokalt …
Ja, så taber vores jordnære og pragmatiske tilgang til politik …
Det gør den.
For det kan og vil vi ikke konkurrere med.
Virkeligheden melder sig altid. Det afspejler dette budget sandelig også.
Men vi sætter vores stemmer og os selv på spil. Også i aften.
Det koster noget. Måske også på valgdagen?
Men det er demokratiets vilkår og heldigvis for det.
Så derfor stemmer den socialdemokratiske gruppe for budgettet i aften.
Men inden vi gør det, skal der lyde en stor tak til vores administration for alt det praktiske før, under og efter forhandlingerne og naturligvis en tak til forligsparterne …
.. men frem for alt en tak til alle vores dygtige medarbejdere ude på gulvet, som i den sidste ende er dem, der skal få budgettets muligheder, begrænsninger, skåltaler, beklagelser, rim og remser fra socialdemokratiske hundehoveder, hængerøve og andre abstrakte størrelser til at fungere ude i virkeligheden på skoler, plejehjem, parker, veje, i sagsbehandlingen, Jobcentret, Borgerservice og mange andre steder, så tak til jer!
Der er sgu ikke altid lige let, det ved vi godt klar over heroppe i det hvide tårn.
Tro det eller ej.
Jeg vil slutte, som jeg startede. Med andres ord og mod.
Men de sidste ord skal dog ikke siges af døde digtere eller kedelige socialdemokrater, men af en ung, lokal pige.
Hendes ord, og ikke mindst hendes mod til at skrive dem ud til verden, satte sig fast i mig og gav mig selv modet til en lidt anderledes, ja, nok lidt drømmende, naiv budgettale, som nogle helt måske vil grine ad, mens andre måske vil finde noget i.
Det er Alberte Vorre Jensen, der går i 7. klasse på Bagterpskolen, jeg taler om.
Alberte siger så meget rigtigt om, at vi ikke er svage, fordi vi er ærlige.
Alberte er modig og tør skrive til os om sine inderste tanker, og så giver hun os alle noget, som ingen politikere kan vedtage i et budget … nemlig drømme og refleksioner fra et ungt sind.
Alberte skriver:
Nogle gange føler man, at man skal spille en rolle bare for at passe ind. Og hvis man viser at man kæmper risikere man at blive set som svag.
Men her er sandheden: Vi kæmper alle med noget. Vi er ikke svage vi er ærlige. Og ærlighed burde ikke være en svaghed, men en ting at være stolt af.
At være ung i dag handler ikke kun om fester og ungdomsrabat. Det handler om at finde sig selv i en verden, der hele tiden prøver at fortælle dig hvem du burde være.
Men måske er det netop det, vi unge kan. Stille spørgsmål. Gå imod strømmen. Tale højt når noget ikke føles rigtigt. Og støtte hinanden i stedet for hele tiden at være efter hinanden og dømme.
For ja, vi er unge. Men vi er ikke dumme. Vi er ikke bare “en fase.” Vi er fremtiden og vi er også nutiden.
Tak til Alberte – og tak for ordet.
